Aktier: Wall Street kom igen efter Trumps Jr. "russiske" e-mail

Foto: Mark Kauzlarich. Aktiemarkedet faldt kraftigt i den tidlige eftermiddagshandel efter en e-mail korrespondance afslørede, at præsident Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., søgte russisk støtte til sin fars 2016-valgkampagne.
Læs mere
Fold sammen

De amerikanske aktier endte tæt på udgangspunktet tirsdag efter en dag præget af reaktioner på begivenhederne omkring den russiske forbindelse til præsidentvalget sidste år, der først øgede investorernes bekymring, for siden at vende rundt til positive udsigter for præsident Donald Trumps økonomiske dagsorden.

S&P 500-indekset sluttede med et tab på knap 0,1 pct. til 2425,53. Det tunge Dow Jones-indeks lukkede så godt som uændret i 21.409,07, mens Nasdaq-indekset fortsatte de gode takter og sluttede dagen med en stigning på 0,3 pct. til indeksværdien 6193,30.

Aktiemarkedet faldt kraftigt i den tidlige eftermiddagshandel efter en e-mail korrespondance afslørede, at præsident Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., søgte russisk støtte til sin fars 2016-valgkampagne.

Men markedet rettede sig, efter at den republikanske leder af Senatet, Mitch McConnell, udskød sommerpausen to uger, hvilket signalerer fremskridt for den republikanske dagsorden i Kongressen.

»Det er et spørgsmål om håb. Vi stod med noget, der kunne være negativt, og nu får vi så noget, der synes positivt. Senatets udskudte pause siger mig, at der er vilje til at gennemføre de ændringer, som markederne gerne vil se, mens Trump Jr.'s e-mails kan sætte mere fokus på de russisk-relaterede undersøgelser, der hænger over Det Hvide Hus,« siger investeringschef Brad McMillan fra Commonwealth Financial i Massachusetts til Reuters.

Usikkerheden om, hvorvidt Trump-regeringen kan gennemføre sin dagsorden i år, har vægtet på markedet efter gentagne forsinkelser med at få en ny sundhedslov vedtaget.

Onsdag morgen ligger de amerikanske futures med små generelle fald under 0,1 pct.

IT-SELSKABER FORTSATTE OP

It-sektoren var igen blandt dagens bedste papirer for tredje dag i træk. Kursfald op til kvartalsafslutningen bliver brugt til at geninvestere på et lavere niveau, og tirsdag gav det stigninger til Apple på 0,3 pct., mens Facebook forsatte himmelflugten med et plus på 1,2 pct.

It-sektoren i S&P 500-indekset lukkede med et plus på 0,4 pct.

Endnu bedre gik det energisektoren. Som så ofte før var det udviklingen i oliepriserne, der styrede prisudviklingen, og stigende oliepriser gav sektoren et løft på 0,5 pct.

I den modsatte ende lå finanssektoren, der ikke kunne holde dampen oppe på grund vigende renter, mens investorerne afventer de første regnskaber fra sektorens topspillere fredag.

Citigroup, Bank of America og Wells Fargo lukkede alle med tab på 1,0-1,2 pct., mens sektoren som helhed droppede 0,7 pct.

Onsdag kan Federal Reserves topchef, Janet Yellen, kaste lys over tempoet i de planlagte renteforhøjelser i den halvårlige pengepolitiske redegørelse over for Kongressens finansudvalg.

»Investorer sidder på hænderne og venter på at se, hvad næste skridt bliver. De ser ingen grund til at købe aktier så tæt på toppunktet,« vurderer markedschef Michael O'Rourke fra Jonestrading i Connecticut over for Reuters.

Telesektoren lænede sig op ad finansaktierne i bunden af S&P. De foregående dages negative tendenser klæber fortsat til undergruppen, der tirsdag dykkede knap 0,7 pct.