Aktier: Wall Street går rekorddag i møde trods skyderi

De ledende amerikanske aktieindeks har rystet skudepisoden i Las Vegas af sig.

Det tegner til en endnu dag i rekordernes tegn på de amerikanske børser ved indgangen til fjerde kvartal. I de første handler stiger de tre ledende indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, med op til 0,2 pct.

Skyderiet i Las Vegas med op til 50 dræbte og over 400 sårede ser dermed ikke ud til at ryste investorerne. Dog er enkelte selskabet påvirket af nattens begivenheder. Mens de våbenrelaterede aktier stiger, så ser det anderledes ud med aktier, der har hjemme i kasinobranchen.

American Outdoor Brands - det tidligere Smith & Wesson - stiger med 3,1 pct., mens Sturm Ruger & Co lægger 3,0 pct. til aktiekursen.

Den anden vej går det for kasinoaktien MGM Resorts, der falder med 2,8 pct., mens Wynn Resorts dykker med 0,3 pct. Faktisk var det fra et vindue på MGM's Mandalay Bay Hotel and Casino, at drabsmanden skød ind i en menneskemængde, der var til en udendørs countrymusik-festival.

Men holder den positive start ved, bliver mandag endnu en rekorddag til både S&P 500-indekset og Nasdaq, der begge sluttede september med at sætte rekord.

It-aktierne var blandt fredagens topscorer, hvor Facebook steg 1,2 pct. Mandag holder det sociale medies investorer humøret oppe - og aktien stiger med 0,5 pct. efter få handler.

Og imens investorerne venter på, at regnskabssæsonen så småt sparkes i gang om en uges tid, så er det fredagens arbejdsmarkedsrapport, der spejdes efter.

Her vil man blandt andet kunne se effekten af orkanerne Harvey, Irma og Maria, og ifølge Bloomberg News ventes i september en jobskabelse på blot 75.000 nye job uden for landbruget, hvilket vil være markant mindre end de 156.000 nye job i august.