Aktier: Wall Street drejer skuffende nedad

De amerikanske aktiemarkeder skuffer forventningerne fra handlen med indeksfutures og drejer skuffende nedad i de indledende handler.

Foto: BRENDAN MCDERMID. Traders work on the floor of the New York Stock Exchange (NYSE) February 17, 2016. REUTERS/Brendan McDermid
Læs mere
Fold sammen

Det brede S&P 500-indeks lægger ud med et fald på 0,2 pct., og det samme gør teknologiindekset Nasdaq, mens de tunge Dow Jones-aktien falder 0,1 pct.

Dermed ser det umiddelbart ud til, at tre dages fremgang for det mest toneangivende indeks, S&P, er bremset, og det er ifølge Bloomberg News forbrugsvare-aktierne, der bærer den største del af ansvaret for opbremsningen.

En af dem er aktien i verdens største detailkæde, Wal-Marts, der før åbningen har leveret et lidt større justeret overskud end ventet. Men omsætningen i de mange supermarkeder er dog lidt svagere end forudset, både af analytikerstanden og af Wal-Mart selv. Og for 2016/17 nedjusterer Wal-Mart den forventede salgsvækst til "flad" - eller omkring nul - inklusive valutaeffekt mod tidligere ikke valutakorrigeret vækst på 3-4 før. Et skuffet aktiemarkedet sender detailkæmpens aktien 4,6 pct. ned i de første handler.

Modsat drøner softwareforhandleren Ingram Micros aktie frem med en stigning på 22,4 pct. i de indledende transaktioner, efter at kinesiske Tianjin Tianhai Investment har indvilget i at købe Ingram for 6 mia. dollar.

Chipproducenten Nvidia har fremlagt positivt overraskende salgsprognoser og stiger 10,8 pct. til at begynde med, mens Marathon Oil falder 4,9 pct., idet olieselskabets reducerede produktionsforventninger ikke opvejes af planer om omkostningsreduktioner.

Blandt nøgletallene kom der før åbningen den ugentlige opgørelse over nytilmeldte ledige samt Philly Fed-indekset.

Antallet af nytilmeldte ledige var 262.000 mod en ventet 275.000 mod 269.000 ugen før.

Federal Reserve Bank of Philadelphias tillidsindeks - det såkaldte Philly Fed-indeks - var minus 2,8 mod minus 3,5 måneden og en ventet stigning til minus 3,0.

For de ledende indikatorer, der offentliggøres senere torsdag ventes i januar et fald på 0,2 pct., hvilket også var tilfældet måneden før.