Aktier: Wall Street bremser op i rekordræset

For første gang denne uge ser der ikke ud til at blive sat rekord i de største amerikanske aktieindeks torsdag.

Læs mere
Fold sammen

Både S&P 500 og Dow Jones har ellers sat rekord hver eneste af ugens tre første handelsdage, men stemningen på aktiemarkederne er vendt på grund af uro i Spanien og ikke alt for overbevisende regnskaber fra flere store selskaber.

Desuden tager nogle investorer bestik af situationen i anledning af 30-års-jubilæet for det berygtede "Black Monday"-crash på børserne.

Efter små ti minutters handel ligger S&P 500-indekset 0,3 pct. lavere, og Dow Jones-indekset falder 0,4 pct. Værst går det for Nasdaq-indekset, der dykker 0,6 pct.

APPLE-RYGTER OG SVAGE REGNSKABER

På selskabsfronten er Apple presset af rygter om, at kundernes sult efter den nye iPhone 8-telefon ikke er helt så stor som forudset. Det sender aktien 2 pct. ned i den tidlige handel og er med til at holde Nasdaq-indekset tilbage.

Regnskabsmæssigt har onsdag aften og torsdag indtil videre budt på kvartalstal fra en hel del selskaber, og det har primært været en negativ oplevelse fra investorernes synspunkt.

Philip Morris International, der sælger cigaretter og andre tobaksprodukter i milliardtal, falder 3,9 pct. på baggrund af et svagt kvartal, der har tvunget selskabet til at nedjustere sine forventninger til hele året.

Ebay er heller ikke i kridthuset oven på et regnskab med en skuffende indtjeningsprognose og lavere brugertal end forventet. Aktien falder 3,7 pct. i den indledende handel.

Også aluminiumskæmpen Alcoa har klaret sig ringe og falder 1,5 pct. efter uimponerende indtægter i tredje kvartal.

Til gengæld var American Express' indtjening pænere end ventet blandt analytikerne, men et direktørskifte er måske med til at bekymre markedet, for aktien falder 1,8 pct.

Gode takter finder man til gengæld i Verizon, der stiger 3,8 pct. oven på et regnskab med bedre toplinjevækst end forudset.