Aktier: Wall Street bød skuffende jobrapport velkommen

De amerikanske aktier lukkede ugen af med stigninger, efter at en skuffende arbejdsmarkedsrapport dæmpede forventningerne til en renteforhøjelse fra Federal Reserve senere i år.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Fredag sluttede S&P 500-indekset med et plus på 0,2 pct. til 2476,55. Det tunge Dow Jones-indeks lukkede med en gevinst knap 0,2 pct. til 21.987,56, og Nasdaq-indekset endte dagen med en gevinst på 0,1 pct. i 6435,33.

Dermed kan ugens samlede udvikling gøres op til en stigning i S&P 500-indekset på 1,4 pct., mens Dow Jones-indekset er øget 0,8 pct. Bedst er det gået Nasdaq-aktierne, der har givet investorerne et afkast på 2,7 pct. over de fem dage.

Fredagens positive takter gav anledning til et fald i barometeret for Wall Streets nervøsitet, VIX-indekset, der dermed var tilbage på niveauet, fra før den geopolitiske skød indekset op, i samme takt som Nordkoreas Kim Jong-un affyrede missiler.

Dagens altoverskyggende begivenhed var offentliggørelsen af den månedlige arbejdsmarkedsrapport.

Rapporten viste en skuffende jobskabelse på 156.000 job på det amerikanske arbejdsmarked uden for landbruget i august, hvor økonomerne havde ventet 180.000 nye job.

Samtidig steg arbejdsløsheden til 4,4 pct. fra 4,3 pct., der ellers også var analytikernes bud.

Og helt centralt var en uændret stigningstakt i de gennemsnitlige timelønninger på 2,5 pct. på årsbasis, hvor økonomerne havde spået en fremgang på 2,6 pct.

Dermed er der fortsat ingen pres fra lønstigningerne, som ellers er en af Federal Reserves inflationsskabende håb.

- Dagens økonomiske data giver ikke Fed indikationer om nødvendigheden af at hæve renten. Dataene er ligesom "Guldlok-scenariet", som markedet har en tendens til godt at kunne lide. Det er ikke for varmt, og det er ikke for koldt, siger chefstrateg Chuck Carlson fra Horizon Investment Services i Indiana til Reuters.

Blandt dagens andre økonomiske data skuffede anlægsinvesteringerne med et fald på 0,6 pct. i modsætning til den ventede stigning i samme størrelsesorden.

Til gengæld var indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, og de tilsvarende PMI-data fra Markit Economics begge positive i forhold til forventningerne.

Mandag morgen startede de asiatiske aktiemarkeder ugen med kursfald efter fornyet Nordkoreansk uro og amerikanske advarsler om militær indgriben. De amerikanske aktiefutures ligger med fald på 0,3-0,5 pct.

Det amerikanske marked er lukket for Labor Day mandag.

OVERVÆGT AF POSITIVE SEGMENTER

7 af de 11 undergrupper i S&P-indekset lukkede i positivt territorium.

Bedst gik det energiaktierne, der med en stigning på 0,8 pct. lagde sig i toppen af markedet. Fortsat høje oliepriser i kølvandet af oversvømmelserne efter orkanen Harvey, der har sat store dele af olieindustrien i stå, satte sine spor.

Også råvaresektoren havde en god dag efter fortsatte stigninger i metalpriserne. Sektoren steg 0,6 pct.

Fredagens taber var forsyningsselskaberne, der med sektorens defensive karakter ikke kunne følge med det positive marked. Segmentet lukkede med et tab på 0,3 pct.