Aktier: Wall Street åbner med grønt håb og købelyst

Læs mere
Fold sammen

Grøn er håbets farve. Og grøn er også farven, de amerikanske aktiemarkeder er svøbt i kort efter, at der er blevet åbnet for handlen.

S&P 500-indekset, Nasdaq-indekset og Dow Jones-indekset stiger mellem 0,9 og 1,1 pct. efter fem minutters handel

Håbet lader investorerne til at finde forud for afslutningen på det igangværende rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Centralbankens pengepolitiske komité vil onsdag aften dansk tid oven på et todages møde melde ud, hvorvidt den vil hæve renten for første gang i ni år.

Og at der er optimisme at spore blandt aktiehandlerne forud for onsdagens rentemeddelelse, var der allerede tegn på, da rentemødet blev indledt tirsdag. Her hoppede futures i Dow Jones-indekset kortvarigt frem med 150 point.

På selskabssiden er tirsdag en relativ rolig dag på den vestlige side af Atlanten, idet regnskabssæsonen er slut.

Blandt de selskaber, der dog er nyheder omkring, er Qualcomm. Chipproducenten afviser at splitte koncernen op i henholdsvis et halvleder- og et teknologilicensselskab. Qualcomm satser i stedet på, at den nuværende forretningsmodel er bedst egnet til at hive koncernen ud af sin indtjeningstilbagegang og aktienedtur. Aktien går frem med 1 pct. til 47,31 dollar.

Amgen-aktien stiger med 1,9 pct. til 158,11 dollar, efter at biotekselskabet har meldt ud, at det har til hensigt at generhverve tre medikamenter i 48 lande fra det britiske medicinalselskab Glaxosmithkline.

Lumber Liquidators Holding stryger 1,2 pct. frem til 14,06 dollar oven på forlydender om, at handleren Whitney Tilson er holdt op med at shorte trægulvefirmaet.

Det amerikanske konglomerat 3M, hvis produktportefølje spænder lige fra post-it-mærkater til farmaceutiske produkter, nedjusterer forventningerne til såvel omsætning som indtjening. 3M-aktien hæves med 1,8 pct. til 157,63 dollar.