Aktier: Wall Street åbner lavere på øget tro på renteløft

De amerikanske aktiemarkeder åbnede torsdagens handel i rødt, som ventet.

Læs mere
Fold sammen

Dermed fulgte de tendensen fra Europa. En amerikansk renteforhøjelse til december - den første i næsten et årti - som der tros mere og mere på, kan i hvert fald på kort sigt presse amerikanske aktier, og udtalelser fra centralbankmedlemmer, seneste James Bullard, peger i den retning.

Der er fald i de tre store indeks på op til 1 pct. i Dow Jones indekset, hvor ikke en af de tredive aktier er i plus.

Mediekoncernen Viacom har leveret regnskab før børstid og det var en spids under det ventede. Indtjeningen var stort set på niveau, mens omsætningen blev 3,79 mia. dollar mod ventet 3,87 mia. dollar. Aktien lukkede onsdag i 50,25 dollar efter en stigning på 1,3 pct. Torsdag stiger aktien yderligere, da den ligger knap 3 pct. højere i 50,81 dollar.

Også den britiske fodboldklub, Manchester United, der er noteret i USA, leverede regnskab. Klubben kom ud af første kvartal af klubbens skæve regnskabsår med vækst i omsætningen og et fald i overskuddet. Omsætningen steg gevaldigt som følge af, at klubben vendte tilbage til Champions League.

Aktien lukkede onsdag 1,2 pct. højere i 18,13 dollar. Den er endnu ikke handlet torsdag.

Efter børstid leverer blandt andet Cisco regnskab.

/ritzau/FINANS

 

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk