Aktier: Wall Street åbner et lille nøk højere

Torsdag åbnede det amerikanske aktiemarked med marginale stigninger.

Læs mere
Fold sammen

De tre store indeks - Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq - ligger alle med stigninger, men kun lige over nulpunktet efter et lille kvarters handel. Ud af Dow Jones-indeksets 30 aktier falder de 7.

Facebook stiger 4,8 pct. til 108,90 dollar efter at have leveret regnskab for tredje kvartal sent onsdag.

Verdens største sociale medie har vokset sig endnu større i løbet af årets tredje kvartal. Virksomheden kunne i tallene fremvise stigning i både indtægter og brugere, hvilket var med til at få prisen for selskabets aktie til at sætte rekord i den såkaldte efterhandel på børsen.

- Vi har haft et godt kvartal, og vi har fået en masse fra hånden, siger Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Selskabets omsætning overgik analytikernes estimater, efter at Facebook har skærpet sine mobile reklameaktiviteter. Samtidig endte indtjeningen højere end ventet i markedet.

Qualcomm, der producerer trådløst kommunikationsudstyr, falder 10 pct. til 54,47 dollar, efter at have fremvist skuffende salg og indtjening i forhold til analytikernes estimater, men mest skuffende var svage udsigter for indeværende kvartal samt en melding om, at selskabet ikke længere vil give forventninger til helårsindtjeningen.

Whole Foods, der driver en række supermarkeder, der sælger fødevarer uden tilsætningsstoffer, kunne melde om negativ udvikling i salget, og det sender aktien ned med 6 pct. til 29,21 dollar.

Fireeye, der producerer virusbeskyttelsesprogrammer, bankes ned med 20 pct. til omkring 23 dollar, efter at selskabets chef, Dave Dewalt, har sænket forventningerne til helåret.