Aktier: Wal-Mart får kursklø i rødt marked

Helt som ventet er de amerikanske aktier startet i let negativt terræn tirsdag efter moderate stigninger i de tre toneangivende indeks mandag.

Læs mere
Fold sammen

Et positivt nøgletal for det påbegyndte boligbyggeri i juli inden åbningen har dog løftet stemningen en smule, men det er ikke nok til at dæmme op for fornyet uro omkring Kina, der får investorerne til at trække følehornene til sig.


Shanghai-indekset og Shenzen-indekset faldet begge med mere end 6 pct. tirsdag, og råvarepriserne er igen på retur, hvilket også rammer stemningen i Europa.

På selskabssiden er der kursklø til detailkæmpen Wal-Mart efter en nedjustering af forventningerne i et regnskab før markedets åbning.


Fra start falder S&P 500-indekset med 0,2 pct., og det samme gør Nasdaq-indekset, mens Dow Jones-indekset falder med 0,3 pct.


Der et par regnskaber fra større selskaber at forholde sig til tirsdag. Det drejer sig blandt andet om byggemarkedskæden Home Depot, der løfter sine forventninger til hele året efter andet kvartal.

I andet kvartal specifikt hentede selskabet en justeret indtjening per aktie på 1,71 dollar - fuldstændig som ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Men for hele året løftes forventningerne til en indtjening per aktie på mellem 5,31-5,36 dollar mod den tidligere forventning om 5,24-5,27 dollar per aktie.

Analytikerne ventede inden regnskabet en indtjening per aktie på 5,27 dollar for hele året.

Home Depot-aktien stiger med 1,6 pct. til 121,60 dollar fra start.


Detailkæmpen Wal-Mart nedjusterer omvendt sine forventninger efter et regnskab for andet kvartal, der ikke helt kunne følge med forventningerne.

Overskuddet per aktie blev på 1,08 dollar i perioden mod ventet 1,12 dollar blandt de analytikere, som Bloomberg News havde spurgt. For hele året sænker Wal-Mart forventningerne til et resultat per aktie på 4,40-4,70 dollar fra tidligere 4,70-5,05 dollar.


Aktien falder med 2,5 pct. til 70,08 dollar i den tidlige handel.