Aktier: Volatil udvikling med positive aktier i Tokyo

De asiatiske aktiemarkeder fortsætter den stærkt volatile handel torsdag morgen, hvor en vending i det amerikanske futuresmarked fra fald til stigninger har sendt investorerne tilbage på banen med indkøbsvognen.

Læs mere
Fold sammen

Vendingen kommer trods amerikanske obligationsrenter tæt på et mere end fire års højdepunkt, men investorernes frygt, for at virksomhedernes omkostninger bliver truet af stigende renter, er blevet dæmpet en smule, efter udtalelser fra adskillige af Federal Reserves topfolk om at Federal reserve vil fastholde de kendte renteplaner, og at det strammere arbejdsmarked ikke nødvendigvis fører til højere inflation.

MSCI's brede aktieindeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan ligger næsten uændret og tæt på onsdagens niveau, der er det laveste i seks uger.

I Tokyo-markedet klynger investorerne sig til en fortsat svækkelse af den japanske yen, der øger indtjeningen hos de japanske virksomheder.

Nikkei-indekset stiger 1,4 pct., og det bredere Topix-indeks ligger med en gevinst på 1,2 pct.

De kinesiske aktieinvestorer på fastlandet er diametralt modsat indstillet. Shanghai Composite falder 1,6 pct., og CSI 300-indekset dropper 1,1 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks til gengæld handles med et plus på 0,7 pct.

Blandt de øvrige markeder lukker Taiwans Taiex-indeks med et tab på 0,2 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks stiger 0,8 pct., og Singapores Strait Times-indeks ligger med et plus på 0,4 pct.

Sydneys ASX-indeks slutter dagen med en gevinst på 0,2 pct.

De amerikanske aktiefutures har vendt et fald på op mod 0,2 pct. til gevinster på 0,2-0,4 pct.

/ritzau/FINANS