Aktier: Vodafone belønnet for regnskab mens Easyjet dykkede

Verdens næststørste teleselskab, Vodafone, fik en god dag på børsen i London tirsdag. Mens de fleste aktiemarkeder i Europa vendte snuden ned, så rykkede telekoncernen den britiske børs i plus, og FTSE 100-indekset steg med 0,9 pct.

Læs mere
Fold sammen

Aktien i Vodafone steg med små 4 pct. efter et regnskab for 2016/17, hvor ledelsen lovede at sende flere penge i retning af aktionærerne efter flere år med store investeringer og opkøb, skrev Bloomberg News.

Aktien steg til det højeste i ti måneder, efter det blev meldt ud, at de frie pengestrømme i indeværende regnskabsår vil være på omkring 5 mia. euro - eller 900 mio. euro højere end i det netop afsluttede regnskabsår og cirka 350 mio. euro over konsensus, påpegede Sydbank.

- Dermed kan Vodafone leve op til meldingen om stigende udbytter, hvilket fjerner noget usikkerhed omkring aktien, skrev banken i en kommentar.

Regnskabet fik den britiske aktie til at slutte mod toppen af det brede Stoxx 600-indeks, der tirsdag endte tæt på uændret.

I den anden ende af Stoxx 600 landede et andet britisk selskab - lavprisflyselskabet Easyjet, hvis aktien dykkede med 7,3 pct. efter et halvårsregnskab med et større tab end ventet.

Easyjet fik i første halvår af det forskudte regnskabsår 2016/17 et tab før skat på 236 mio. pund, mens analytikerne havde ventet et tab på 176 mio. pund. Det er blandt andet en sen påske samt et svagt britisk pund, der får skylden for skuffelsen.

/ritzau/FINANS