Aktier: Visa stjæler rampelys i ventet positiv børsåbning i USA

Der er udsigt til en let positiv start på den amerikanske aktiehandel mandag, hvor dørene igen først åbnes klokken 15.30 dansk tid, efter at også amerikanerne er overgået til vintertid.

Læs mere
Fold sammen

Der er dog umiddelbart tale om meget små udsving. Skæver man til markedet for futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer, indikeres S&P 500-indekset således en positiv åbning på knap 0,1 pct., og det samme gør sig gældende for Dow Jones-indekset. Nasdaq-indekset lægger an til en indledende stigning på knap 0,2 pct.

På selskabsniveau er der fokus på kreditkortselskabet Visa, der dels har landet en aftale om at købe Visa Europe for 21,2 mia. euro, og dels har afleveret regnskab for fjerde kvartal.

Visa Europe opnåede ellers selvstændighed fra amerikanske Visa, da det blev børsnoteret i New York i 2007, men nu ser de to selskaber ud til at smelte sammen igen.

I regnskabet for fjerde kvartal præsterede Visa en justeret indtjening per aktie på 0,62 dollar mod ventet 0,63 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Samlet set takseres nyhederne til et fald på 2 pct. til 76,06 dollar i formarkedet.

Opmærksomhed vil der formentlig også være på makroscenen, idet der klokken 16.00 dansk tid - en halv time inde i handelen i USA - præsenteres tal for ISM-indekset for fremstillingsindustrien i oktober. Indekset ventes blandt økonomerne at falde til 50,0 fra 50,2 i september, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.