Aktier: Vigende kurser inden de første tunge regnskaber

De amerikanske aktier trak sig yderligere tilbage fra sidste ugens rekordniveauer mandag, hvor stigninger i Microsoft og andre af de teknologiprægede papirer ikke var i stand til at opveje kurstab i General Electric og en vifte af sundhedsselskaber.

De amerikanske aktier trak sig yderligere tilbage fra sidste ugens rekordniveauer mandag, hvor stigninger i Microsoft og andre af de teknologiprægede papirer ikke var i stand til at opveje kurstab i General Electric og en vifte af sundhedsselskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Fejringen af Columbus Day holdt en del af de finansielle markeder lukket, hvilket fik en del investorer til at blive på sidelinjen. Omsætningen lå mere end 25 pct. under normalen.

S&P 500-indekset faldt 0,2 pct. og lukkede i 2544,73, og Dow Jones-indeks sluttede med et tab på under 0,1 pct. i 22.761,07. Nasdaq-indekset endte dagen med et kursskred på knap 0,2 pct., hvilket sendte indekset ned til 6579,73.

Small-cap virksomhederne fulgte udviklingen i det brede marked, og small cap-indekset Russell 2000 faldt 0,4 pct. til 1503,56.

Det brede marked målt på S&P 500 er steget 14 pct. i år efter solide selskabsresultater. Den ny regnskabssæsonen starter for alvor torsdag, når JPMorgan Chase og Citigroup rapportere om den finansielle udvikling i tredje kvartal torsdag.

Investorerne imødeser en stærk resultatvækst, der kan retfærdiggøre den dyre evaluering i markedet.

»I modsætning til restaurantkæder, biografkæder, byggeselskaber og nogle af de varige forbrugsaktier, der er ramt af orkanerne, forventer jeg ikke, at bankerne vil blive påvirket af engangseffekter i kvartalet,« siger chefstrateg Jake Dollarhide fra Longbow Asset Management i Oklahoma til Reuters.

Samlet forventes resultaterne hos S&P 500-virksomhederne ifølge Thomson Reuters at være steget 4,8 pct. i sidste kvartal. I årets første to kvartaler var væksten tocifret.

Den forestående regnskabssæson afspejlede sig i Chicago-børsens VIX-indeks, der løftede sig yderligere fra torsdagens rekordlave niveau på 9,19 til 10,33 mandag.

Tirsdag morgen er de amerikanske aktiefutures tilbage i positivt territorium med stigninger på omkring 0,1 pct.

IT OG SUNDHED I HVER SIN ENDE AF S&P

Teknologisektoren blev holdt oppe af stigninger i hardwareproducenter som Intel og Apple på 0,6 pct. og 0,4 pct., mens også Microsoft og Qualcom blandede sig med et plus på 0,4 pct. og 0,7 pct., hvilket resulterede i en sektorstigning på godt 0,2 pct.

Dagens ringeste udvikling var at finde i sundhedssektoren, der faldt 0,7 pct. efter solide kursfald i medicosektoren.

Medtronic advarede om, at koncernens kvartalsregnskab vil blive påvirket efter orkanen Maria, der ramte virksomhedens aktiviteter i Puerto Rico. Medtronic faldt 3,6 pct.

Også Express Scripts var med til at trække sundhedssektoren ned, efter et fald på 5 pct., i kølvandet af en nedjustering af anbefalingen til "undervægt" fra finanshuset Raymond James.

Også Viacom fik effekten af en nedjustering af mærke, da Citigroup gav aktien prædikatet ""sælg" på grund af risici for, at betalings-tv-virksomheden vil stoppe nogle af koncernens kanaler. Aktien faldt efterfølgende over 6 pct.

GE fik ny finansdirektør og oplyste, at aktivist-investeringsselskabet Trian Fund Management har fået en plads i selskabets bestyrelse. Det kostede næsten 4 pct. i konglomeratets aktiekurs.

/ritzau/FINANS