Aktier: Vestas stjæler opmærksomhed i ventet grøn start

Der er umiddelbart en let positiv start på tirsdagens danske aktiehandel i vente, selv om de amerikanske aktier dalede en smule i kadence efter dansk lukketid mandag.

Læs mere
Fold sammen

Til gengæld peger futures for de tre toneangivende amerikanske indeks op tirsdag morgen, og det samme gør sig gældende i Europa, hvor futures for det tyske DAX-indeks indikerer en stigning på 0,2 pct. omkring 35 minutter før start.

Desuden er der også grønt over hele linjen i de store asiatiske indeks.

- Vi skal starte lidt højere. Vi har haft en rigtig pæn udvikling i Asien her til morgen, og de amerikanske og europæiske futures stiger, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Han fastslår dog, at stemningen formentlig vil være en smule afventende frem mod en stribe store makroøkonomiske begivenheder i denne uge.

I første omgang er der fokus på to taler fra Janet Yellen, chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag og torsdag, og fra det amerikanske er der også fokus på arbejdsmarkedsrapporten for november fredag.

Den er en vigtig retningspil for, hvornår centralbanken har i sinde at hæve renten. Blandt økonomerne er der inden arbejdsmarkedsrapporten klar overvægt til en renteforhøjelse allerede på mødet i midten af december.

I Europa samler interessen sig om denne uges rentemøde hos Den Europæiske Centralbank (ECB), der afholdes torsdag, og hvor der synes at være konsensus om, at centralbankchef Mario Draghi vil have flere lempelser med til den europæiske økonomi.

- Vi er henne over regnskaberne, så interessen samler sig om de makroøkonomiske begivenheder; ECB-møde, Yellen-taler og arbejdsmarkedsrapporten fra USA, siger Ole Kjær Jensen.

På selskabsniveau er der fokus til vindmølleproducenten Vestas, der har sikret sig endnu en stor ordre til det amerikanske marked. Samlet skal det danske selskab levere 81 møller af typerne V100-2,0 megawatt (MW) og V117-3,3 MW til et endnu uoplyst projekt.

Kunden er EDF Renewable Energy, der er at betragte som storkunde hos Vestas, der skal levere denne sending møller fra tredje kvartal næste år, mens idriftsættelsen er planlagt til fjerde kvartal 2016.

Med i aftalen har Vestas også fået en treårig serviceaftale.

- Vi er inde i en periode, hvor der gerne skal komme - og hvor der traditionelt altid kommer - en del ordrer. Uanset er det ikke negativt for Vestas, i hvert fald, siger Ole Kjær Jensen.

Vestas-aktien steg med 1,5 pct. til 460,70 kr. mandag.

Opmærksomhed er der også fortsat til biotekselskabet Genmab, der får den ene rose efter den anden med på vejen af børshusene. Senest opjusterede tyske Deutsche Bank sit kursmål for aktien til 1000 kr. fra 750 kr. mandag, og det sendte aktien i endnu en rekord med en stigning på 2 pct. til 910 kr.

TDC har fået løftet sit kursmål hos det japanske børshus Nomura til 38 kr. fra 36 kr. Anbefalingen er dog fortsat "reducer". Teleaktien ringede ud af mandagens handel med et fald på 0,2 pct. til 37,09 kr.

Blandt sidepapirerne er der fokus til olie- og gasselskabet Atlantic Petroleum, der har boret sig langt ned på aktiemarkedet de seneste par uger i skæret fra finansielle problemer.

Tirsdag har Swedbank sænket sit kursmål for Atlantic Petroleum til 8,10 kr. fra 28,22 kr. Aktien faldt med 17,7 pct. til 10,20 kr. mandag.

Omvendt har sikkerhedsselskabet G4S fået løftet sin anbefaling hos den amerikanske storbank Goldman Sachs, der nu har sat klistermærket "neutral" ud for sikkerhedsaktien. Tidligere var anbefalingen "sælg". G4S' danske notering, der måske snart er fortid, steg med 1,3 pct. til 24,20 kr. mandag.

/ritzau/FINANS

 

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk