Aktier: Vestas og Ørsted trækker C25 i lille minus

Stemningen er blandet på det danske aktiemarked fredag, hvor en lille håndfuld aktier handler eksklusive retten til udbytte for 2017 og derfor trækker ned i det samlede regnskab.

Stemningen er blandet på det danske aktiemarked fredag, hvor en lille håndfuld aktier handler eksklusive retten til udbytte for 2017 og derfor trækker ned i det samlede regnskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det gælder blandt andet Ørsted og DSV, der bakker henholdsvis 1,8 pct. og 0,4 pct. til 380,90 kr. og 475,70 kr.

C25-indekset ligger også en smule underdrejet efter et dyk på 0,2 pct. til 1137,68.

DSV falder med 2 kr., hvilket er identisk med udbyttebetalingen. For Ørsted er dagens fald derimod i realiteten en stigning, da aktien handles uden et udbytte på 9 kr., men blot falder 7,10 kr.

Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, udtrykker i dagens udgave af Børsen bekymring for, at en eventuel handelskrig med USA vil bremse energikoncernens drømme om at skabe et nyt marked for havvind i USA.

Torsdag reagerede aktiemarkederne dog i første omgang svagt positivt, da Trump indførte importtold på stål og aluminium, men samtidig friholdt Canada og Mexico og også indikerede, at andre kan blive fritaget, hvis de giver USA retfærdige handelsvilkår.

Netop de mange undtagelser syntes at have givet en form for lettelse i markedet.

I forhold til Vestas kan tolden dog skabe lidt bekymring.

»Der er nogle der spekulerer lidt i, hvilken betydning det vil få for Vestas' marginer, hvis metallerne bliver dyrere,« siger børsmægler i ABG Sundal Collier Anne Sophie Riis til Ritzau Finans.

Vestas-aktien falder ved middagstid med 1,9 pct. til 431,70 kr

MÆRSK FALDER STADIG

Også A.P. Møller-Mærsk har det svært og falder for femte børsdag ud af de seneste seks. Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) faldt i sidste uge med 5,6 pct. til indeks 729,49. Det er femte uge i træk, at indekset falder - og set over de fem uger, er det kravlet ned fra 883,59.

Mærsk B ligger 0,4 pct. lavere i 9332 kr.

I den modsatte grøft ligger Carlsberg til en stigning på 1,2 pct. til 737,60 kr. Morningstar løftede sent torsdag eftermiddag sit kursmål for bryggeriet til 705 kr. fra 665 kr., men gentog anbefalingen »hold«.

Fra regnskabsfronten er der nyt fra industrikonglomeratet Schouw & Co, som har haft en omsætningsvækst på 19 pct. til 17,0 mia. kr. i 2017 og et driftsresultat (EBIT) på 1093 mio. kr. mod 1038,5 mio. kr. året før.

I 2018 regner selskabet med at nå en omsætning på 18,1 mia. kr. og et EBIT-resultat på 1110-1250 mio. kr. Schouws aktie ligger 0,8 pct. højere i 654 kr.

Der er også lidt genrejsning til Scandinavian Tobacco Group, der stiger 3,4 pct. til 117,30 kr. efter et fald på 7 pct. torsdag i kølvandet af et lidt svagt årsregnskab.

Der fragår fredag også et udbytte på 0,13 kr. i Össur og på 2,30 kr. i NNIT.

G4S nyder godt af en løftet anbefaling hos SEB til "hold" fra tidligere »sælg« og stiger 0,8 pct. til 22,16 kr. efter et fald på 1,5 pct. torsdag, da sikringskoncernen kom med regnskab.