Aktier: Vestas og Mærsk trækker C20 Cap i rødt

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Stemningen er overvejende negativ på det danske aktiemarked fredag formiddag, hvor langt størstedelen af eliteaktierne i C20 Cap-indekset er på retur. Særligt Vestas og Mærsk-aktierne er presset i bund.

Dermed kommer markedet igen ned på jorden efter to dage i streg med stigninger - og en endog ret stor en af slagsen torsdag.

C20 Cap-indekset falder med 0,6 pct. til 1121,62, og ser man på hele ugen samlet set, er der da også tale om tilbagegang, da C20 Cap sidste fredag sluttede i 1132,13.

De danske aktier indledte ellers fredagen let positivt, efter at de amerikanske aktier også steg marginalt efter dansk lukketid torsdag.

»Det er lidt psykologien på markedet lige nu. Der er stadig en del usikkerhed,« siger Anne Sophie Riis, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

SKATTEFORSLAG SKABER USIKKERHED

Hun peger på, at det blandt andet er et udkast til den nye amerikanske skattereform fra Repræsentanternes Hus, der skaber nervøsitet.

»Repræsentanternes Hus stemte forslaget til en skatteaftale igennem torsdag. Der er intet afgjort endnu, men det er sådan noget, som kan få eksempelvis Vestas til at falde lidt, fordi der er så meget usikkerhed,« fortsætter hun.

Forslaget fra Repræsentanternes Hus lægger blandt andet op til en kraftig reduktion af skatterabatordningen PTC til vindenergi, og blandt andet derfor har Vestas haft det svært, siden forslaget kom frem for to uger siden.

Senatets tilgang er dog noget mere lempelig, og derfor skal man slet ikke afskrive PTC-ordningen endnu.

»Senatet skal stadig stemme dets forslag igennem, og så skal der findes en mellemvej, så der er slet ikke noget, der er afgjort endnu,« siger Anne Sophie Riis.

Vestas aktien falder med 1,6 pct. til 415,20 kr.

MÆRSK TRYKKET AF SVAGE RATER

For A.P. Møller-Mærsk kommer påvirkningen fredag blandt andet fra faldende spotpriser på containerfragt.

Rateindekset SCFI, der opgøres af Shanghai Shipping Exchange på baggrund af spotprisen på fragt fra Shanghai til 15 destinationer i hele verden, faldt i denne uge med 6,1 pct.

Mærsks B-aktie sætter sig 2,5 pct. til 10.220 kr. og er helt i bunden af C20 Cap.

DEFENSIVE PAPIRER I FRONT

I toppen af C20 Cap findes flere defensive papirer som eksempelvis Chr. Hansen Holding og Novozymes, der uden selskabsspecifikke nyheder som forklaring stiger med henholdsvis 1 pct. til 573 kr. og 0,2 pct. til 347,10 kr.

Også Danske Bank er med fremme med et plus på 0,4 pct. til 234,90 kr.

Genmab har desuden igen fået positive nyheder og stiger let med 0,2 pct. til 1212 kr.

Salget af kræftmidlet Darzalex har nået endnu en milepæl, der udløser en bonus på 50 mio. dollar - eller cirka 316 mio. kr. - til Genmab.

Det sker, fordi det globale salg af Darzalex i kalenderåret har nået 1 mia. dollar.

NOVO PRESSET AF NYT KONKURRERENDE MIDDEL

Novo Nordisk får opmærksomhed, efter at schweiziske Roche har fået godkendt blødermidlet Hemlibra, der ventes at kunne æde af markedsandelen for Novoseven.

Godkendelsen er kommet hurtigere end ventet, men der er dog også et muligt lille positivt signal i nyheden for Novo Nordisk-aktionærerne.

»Man vidste godt, at det ville komme, men det er sket lidt hurtigere end ventet. Det har været en kort og hurtig proces.«

»Det eneste positive for Novo er, at der kom en black box med på indlægssedlen, fordi der var tre forsøgspersoner, der døde under studierne,« siger Anne Sophie Riis.

Hun venter dog stadig, at godkendelsen vil betyde en udvanding af salget af Novoseven.

»Det er stadig et rigtig godt produkt, så det er også derfor, at man regner med, at det kommer til at tage omkring halvdelen af Novos markedsandel,« siger ABG-mægleren.

Novo-aktien falder med 0,4 pct. til 318,40 kr.

ROVSING BRAGER NED EFTER REGNSKAB

Blandt sidepapirerne er fredag en rigtig skidt dag for Rovsing, der falder med hele 8,9 pct. til 0,15 kr. efter et sløjt regnskab for første kvartal 2017/18.

Omsætningen blev mere end halveret til 4 mio. kr. sammenlignet med samme periode et år tidligere, mens underskuddet på driften før af- og nedskrivninger (EBITDA) steg til 2,2 mio. kr. fra et minus på 0,2 mio. kr. i første kvartal 2016/17.

Positive nyheder er der også, idet Neurosearch stiger 5,1 pct. til 3,50 kr. efter at have opjusteret forventningerne til 2017.

Tilbage i C20 Cap falder Jyske Bank desuden 1 pct. til 340,50 kr. Nordea har sænket kursmålet for bankkollegaen til 300 kr. fra 315 kr. og gentaget den negative anbefaling "sælg".

ISS falder med 1,2 pct. til 241,70 kr., efter at britiske HSBC har sænket sin anbefaling af aktien i servicekoncernen til "reducer" fra "hold" og skåret kursmålet til 210 kr. fra 230 kr.