Aktier: Vestas i ordrestrøm tager toppen i C20

Foto: Henning Bagger

Vestas-aktien er fredag middag den mest stigende blandt eliteaktierne efter en bølge af ordrer på den sidste dag i andet kvartal.

Aktien stiger med 2,1 pct. til 589 kr. efter ordrerækken, der blandt andet tæller selskabets største ordre i Sverige nogensinde med en samlet kapacitet på 288 megawatt (MW). Vestas kan også skrive to ordrer i USA og en i Australien i bogen.

»Vi ser altid, at når det er ultimo kvartaler - eller ultimo halvår som det er i dag - så kommer der altid en masse ordrer fra Vestas, så det er helt naturligt,« siger Mads Zink, chefhandler ved Danske Bank, om Vestas-aktiens placering i toppen blandt aktierne.

C20 Cap stiger samtidig 0,4 pct. til 1143,28, mens stemningen på de europæiske aktiemarkeder generelt er blevet løftet lidt i løbet af formiddagen.

Blandt de stigende aktier er også Pandora, der torsdag igen fik lidt af en øretæve. Men fredag stiger smykkeaktien med 1,1 pct. til 611 kr.

»Pandora »rebounder« lidt i dag og har formentlig været i for meget modvind. Specielt i går var den i strid modvind og kom nok også en anelse for langt ned. Det interessante i dag er, at det er udlandet, der er nettokøbere, og om det kan betyde, at det udenlandske salgspres, der har været på aktien, kan være ved at vende,« siger Mads Zink.

GOLDMAN KIGGER PÅ DANSKE AKTIER

GN Group falder 0,4 pct. til 191,90 kr., efter at Goldman Sachs har sænket anbefalingen af aktien til »neutral« fra »køb«, men dog hævet kursmålet til 202 kr. fra 185 kr.

Goldman har endvidere løftet kursmålet for Coloplast til 570 kr. fra 535 kr., mens anbefalingen »neutral« fastholdes, og William Demants kursmål er hævet til 150 kr. fra 130 kr. med en uændret »neutral«-anbefaling. Coloplast stiger 1,0 pct. til 551,50 kr., mens William Demant ligger 1,3 pct. højere i 168,90 kr.

Medicinalkoncernen Lundbeck har ifølge Berlingske Business fået en vigtig godkendelse af et lægemiddel mod Parkinsons sygdom i Kina. Koncernen vil nu ansætte en større sværm af sælgere, der skal sikre ny omsætning på det store kinesiske marked. Aktien stiger 0,8 pct. til 365,50 kr.

Mærsk er også fortsat i fokus efter tirsdagens hackerangreb. Det er endnu uvist, hvornår konglomeratet er tilbage i normale it-tilstande efter hackerangrebet i tirsdags, der ifølge medierapporter koster store beløb i tabt omsætning. Dertil kommer olieaktiviteternes negative omtale på grund af mulig forurening i Nordsøen. Det kan dog opvejes af stigende oliepriser og højere fragtpriser.

A.P. Møller-Mærsk B-aktien stiger dog 0,9 pct. til 13.080 kr.

Bavarian Nordic-aktien stiger 2,0 pct. til 378 kr. Selskabets nylige studieresultater med luftvejsvaccinen MVA-BN-RSV er opløftende, og dataene øger muligheden for en lancering på markedet en håndfuld år ude i fremtiden, vurderer Jyske Bank,

Banken hæver kursmålet for Bavarian Nordic til 470 kr. fra 425 kr. og gentager anbefalingen »køb«.

Fredag er der regnskab fra Egetæpper, der ikke er handlet fredag.

/ritzau/FINANS