Aktier: Vestas hvirvler C20 Cap i sikkert plus

Der er bud efter Vestas ved middagstid mandag oven på opmuntrende kommentarer fra Danske Bank op til halvårsregnskabet den 19. august.

Også Novo Nordisk, der kommer med regnskab senere denne uge, ligger godt til og medvirker til at trække det danske aktiemarked i et komfortabelt plus.

I resten af Europa er stemningen mere afdæmpet, men trods alt positiv, efter et par gode målinger af indkøbschefernes forventninger, PMI, fra Tyskland og eurozonen. Begge målinger lå lidt højere end ventet ifølge Bloomberg News og indikerer behersket vækst i fremstillingsindustrien.

- Vi var egentlig startet rimeligt fladt ud, men PMI'erne gav et lille løft, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk over for Ritzau Finans

Det hjemlige C20 Cap-indeks er blandt de forreste i feltet af europæiske aktieindeks efter en stigning på 0,9 pct. til 1044,56.

Det er især Vestas, der skiller sig positivt ud i formiddagens handel. Danske Bank nævner i et notat to grunde til, at vindmølleaktien kan være et godt køb inden halvårsregnskabet.

- Vi ser to potentielle kurstriggere i forbindelse med regnskabet: 1) en opjustering af forventningerne, og 2) ekstraordinært udbytte eller aktietilbagekøb, skriver Danske Banks analytikere.

Samtidig øger Danske Bank sit kursmål for aktien til 450 kr. fra 400 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Vestas-aktien stiger med 4,5 pct. til 387,60 kr. og har dermed næsten fået vasket sidste uges kursfald på 5,4 pct. bort.

- Så ud over Danske Banks melding, er der også lidt comeback over det, konstaterer Martin Munk.

DSV, der kommer med halvårsregnskab tirsdag, stiger med 0,9 pct. til 234,30 kr., og Novo Nordisk, der gør status torsdag, ligger til en gevinst på 1,4 pct. til 403,90. For Novos vedkommende er det blot 2 kr. fra lukkerekorden fra den 20. juli.

A.P. Møller-Mærsk stiger med 0,9 pct. til 11.670 kr. og ligger også i den bedste halvdel af C20-indekset. Jyske Bank har løftet kursmålet for aktien med 500 kr. til 14.000.

- Vi mener, at der er bygget en masse negative ting i den nuværende aktiekurs, men vurderer, at vi godt kan få en positiv overraskelse i regnskabet den 13. august. Vi mener, at markedet allerede har indregnet en nedjustering i Maersk Line, og at det er rigeligt indregnet i kursen, siger Martin Munk.

I bunden af C20 Cap-indekset falder Coloplast med 0,4 pct. til 488 kr., og FLSmidth ligger til et marginalt fald på 0,03 pct. til 303,90 kr.

- Man skal være opmærksom på, at noget af det, der fylder mest i aktiemarkedet lige nu, er at priserne på råvarer har været sådan under pres, og det har også ramt nogle af de danske aktier. FLSmidth er kommet meget retur, og også Mærsk har i den senere tid været ramt på den baggrund, siger Martin Munk.

Blandt sidepapirerne har den amerikanske hedge fond Kerrisdale mandag haft held til at presse Bavarian Nordic-aktien via en optræden i dagbladet Børsen.

Kerrisdale har løbende fra april til juli opbygget en såkaldt "shortselling"-position på 2,7 pct. af aktierne i biotekselskabet. Det betyder, at fonden har lånt 2,7 pct. af aktierne i Bavarian , og formentlig solgt dem i markedet i håb om på et senere tidspunkt at købe dem billigt tilbage igen for at aflevere dem tilbage til ejerne.

Bavarian-aktien har i den periode ligget i et kursniveau på 325-360 kr., men mandag middag er kursen nede i 307 kr. efter et fald på 4,4 pct. fra fredagens lukkekurs, blandt andet oven på Kerrisdales udtalelser til Børsen om, at aktien er ca. 70 pct. overvurderet. Den udlægning er Bavarians store aktionærer uenige i.

Uden for det fine selskab har der også været nyt fra det færøske olieselskab Atlantic Petroleum, der har meddelt, at det overvejer en række strategiske muligheder såsom fusion, salg eller partnerskaber. Selskabet, som er hårdt presset af den lave oliepris, fremhæver i meddelelsen, at dets aktiviteter næste år ikke er finansierede. Olieaktien dykker 12,6 pct. til 31,20 kr.

De pauvre superligaresultater i Brøndby, der står uden sejr i sæsonens tre første kampe, kan også aflæses på børsen, hvor fodboldaktien ligger 4,5 pct. nede i 1,71 kr.

/ritzau/FINANS

 

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk