Aktier: Vestas endte øverst i rekordspækket C20

En positiv analyse fra amerikanske Goldman Sachs var med til at sikre Vestas førertrøjen i mandagens C20 Cap-indeks, hvor det ellers ikke skortede på rekorder.

Det samlede indeks steg 1,7 pct. til 866,4, hvilket i sig selv var rekordhøjt, og blandt enkeltaktierne satte hele fem af indeksets 20papirer kursrekord.

Dagen startede ellers med usikkerhed på aktiemarkederne og faldende indeks, efter at weekenden havde budt på valgsejr til det sparekritiske Syriza-parti i Grækenland samt nye uroligheder i grænseområdet mellem Ukraine og Rusland. Men efter godt en times handel begyndte det at se bedre ud på de fleste børser.

- Den aktiefest, der blev sat i gang af Den Europæiske Centralbank i sidste uge, er stadig med til at sende aktierne op. End ikke weekendens valg i Grækenland kan ødelægge det, siger Jesper Bamberger, senior aktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.

- Mange havde måske forventet, at valget ville kaste grus i maskineriet, men det tog ikke særlig lang tid for aktiemarkedet at komme over det bump, konstaterer han.

Vestas endte øverst i indekset, trukket op af en positiv analyse fra amerikanske Goldman Sachs. Bankens analytikere hæver kursmålet til 380 kr. og sætter samtidig aktien på sin "conviction buy"-liste over foretrukne sats.

Vindmølleaktien steg 5,9 pct. til 259,60 kr.

Mens Vestas fortsat har lang vej op til sit højeste kursniveau nogensinde - det blev nået i 2008, hvor aktien kostede 692 kr. - så satte hele fem C20-aktier rekord mandag.

Det gjaldt blandt andet Genmab, der med en stigning på 4,3 pct. til 431,20 kr. steg næstmest i C20, og igen var en bankanalyse formentlig hovedårsagen. Danske Bank skruede gevaldigt op for sine forventninger til Genmab og øgede sit kursmål til 500 kr. fra tidligere 375 kr.

Årsagen til opjusteringen var, at Genmab har bekræftet, at et samarbejde mellem Janssen og biotekselskabet Halozyme kommer til at omfatte Daratumumab, et potentielt lægemiddel mod knoglemarvskræft, som Genmab og Janssen udvikler i fællesskab.

Den tungtvejende Novo Nordisk-aktie satte såmænd også rekord i 297,20 kr. efter en stigning på 1,4 pct. Aktien nød godt af hævede kursmål fra både Nordea og Swedbank op til årsregnskabet fra medicinalgiganten på fredag. Nordea øgede med 12 kr. til 372 kr. og fastholdt køb, mens de lidt mere skeptiske analytikere i Swedbank satte deres kursmål 20 kr. højere i 305 kr. med anbefalingen "neutral".

Også DSV kørte en rekord hjem, idet transportaktien steg 2,4 pct. til 205,30 kr. uden selskabsspecifikke nyheder. Det samme gjorde Novozymes, der steg 3,0 pct. til 309,90 kr., og Tryg, der steg 2,8 pct. til 762,00 kr. Tryg aflægger regnskab onsdag.

I den modsatte ende lå Carlsberg-aktien isoleret i bunden med et fald på 1,8 pct. til 491,50 kr. Med sin store eksponering over for det russiske ølmarked er det altid alvorligt, når Ruslands forhold til Vesten risikerer at lide yderligere knæk, og de russiske forbrugere mister købekraft. Mandag var der rygter om nye sanktioner mod Rusland, rublen svækkes næsten 3 pct. over for dollar, og olieprisen, der er vigtig for Rusland økonomi, falder også.

Bang & Olufsen var derimod i særdeles højt humør på børsen.

Selskabet har ifølge Berlingske Business startet et konkret arbejde hen imod at sælge virksomheden. Oplysningerne er få, men ifølge avisens kilder er investeringsbanken Carnegie hyret til at finde en køber blandt verdens store elektronikkoncerner eller kapitalfonde.

Det stemmer overens med formand Ole Andersens tidligere kommentarer om, at et salg kan være en mulighed. B&O-aktien løftedes 11,8 pct. til 40,80 kr.

ALK-Abellós japanske partner Torii er i fremgang i arbejdet med husstøvmidevaccinen HDM SLIT. Der er indsendt en registreringsansøgning til de japanske sundhedsmyndigheder for vaccinen, oplyste ALK. Aktien steg 3,1 pct. til 778,00 kr.

Dagens eneste danske regnskab kom fra nordjyske RTX. Selskabet, der er aktivt inden for trådløs kommunikation, kunne melde om fremgang og præsterede i første kvartal af 2014/15 et løft i både omsætning, driftsresultat og overskud på bundlinjen. Prognosen for hele regnskabsåret, der løber fra oktober til og med september, blev fastholdt. Aktien faldt dog 1,5 pct. til 64,50 kr.