Aktier: Vestas brød kurs 300 og C20 passerede 1000

Med Vestas i sikker topplacering og med fem aktier i rekordlukning blæste C20 Cap tirsdag gennem indeks 1000 og sluttede dagen i 1007,50 svarende til en stigning på 1,4 i forhold til lukkeniveauet onsdag før påske. 19 ud af de 20 eliteaktier sluttede dagen i plus.

Læs mere
Fold sammen

Forårskådheden var drevet af blandt andet opløftende renteforventninger fra USA's centralbank, Federal Reserve (Fed) og - mere lokalt - en stor hollandsk handel inden for transportsektoren, bemærker afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen.

- Vi havde jo et pænt amerikansk marked mandag efter udtalelser fra et Fed-medlem, der blev tolket derhen, at der ikke er en rentestigning lige om hjørnet. Det var nok også med til at løfte de amerikanske aktier. Og så var det selvfølgelig også med til at trække USA, at den græske finansminister forsikrede om, at Grækenland vil overholde de tidsfrister, der er aftalt med IMF, siger han til Ritzau Finans.


I Holland bliver pakketransportselskabet TNT Express købt af amerikanske Fedex for 4,4 mia. euro svarende til en gevinst på 33 pct. i forhold til seneste slutkurs, noterer Ole Kjær Jensen.


- Fornyet M&A-aktivitet (fusioner og opkøb, red.) i Europa har været med til at trække aktiemarkedet, vurderer han.


Mere konkret bidrog handlen til et løft af DSV-aktien til rekordniveauet 224,10 kr. eller et plus på 2,3 pct.


Men også Jyske Bank bidrog til begejstringen og hævede sin anbefaling af DSV-aktien til "køb" fra "reducer". Ifølge aktiehandler i banken Kim Sejdelin sker det under indtryk af nye overvejelser, der viser, at transportkoncernen har mere gavn end ulemper af den aktuelle dollarstyrkelse, og at kursudviklingen for DSV i øvrigt har haltet efter konkurrenternes.


Tirsdagens topscorer blev Vestas-aktien med et løft på 3,9 pct. til 308 kr.


Det skete efter positive udtalelser fra Carnegie, der forhøjede kursmålet for aktien til 390 kr. fra 335 kr., og generel god stemning efter generalforsamlingen, mener Ole Kjær Jensen. Han nævner dertil positive udtaleler om aktien i forlængelse af Vestas' ordreindgang i første kvartal 2015.

Novo Nordisk var med til at trække op med et løft på 0,8 pct. til rekordniveauet 380 kr. Medicinalaktien fik to højere kursmål stukket efter sig, da Sanford C. Bernstein øgede til 360 kr. og UBS til 370 kr. ifølge data fra Bloomberg News. Begge kursmål er dog under den nuværende kurs.

Ud over DSV og Novo Nordisk lukkede også Novozymes, ISS, Chr. hansen og Pandora med kursrekord tirsdag efter stigninger på henholdsvis 1,6 pct. til 328,30 kr., 1,9 pct. til 230,20 kr., 2,2 pct. til 326 kr. og 2,4 pct. til 652 kr.


Alm. Brand Markets løftede sit kursmål for Chr. Hansen fra 225 kr. til 260 kr. Men anbefalingen forblev "sælg".

FLSmidth-aktien noterede en stigning på 1,2 pct. til 314,90 kr. FLSmidth fik sænket såvel anbefalingen som kursmålet af Danske Bank. Anbefalingen blev sænket til "sælg" fra "hold", mens kursmålet blev skåret til 270 kr. fra 305 kr.


Genmab nød godt af en analyse fra analytikerne i Nordea, som satte et kursmål på 747 kr. - hele 44 pct. over seneste lukkekurs på 518 kr. Aktien lukkede 1,6 pct. højere i 526,50 kr.


Andre steder på nyhedsfronten kunne aktionærer i A.P. Møller-Mærsk notere fortsat udfordrende markedsvilkår for containerrederiet Maersk Line. SCFI-indekset over spotrater fra Asien er faldet til sit laveste niveau nogensinde, mens konkurrenterne samtidig opruster med større og større skibe.


De seneste regnskaber viser dog også, at Mærsk-skibene er de klart mest effektivt drevne i branchen.

Mærsk B-aktien sluttede dagen 0,3 pct. højere i 14.800 kr.


/ritzau/FINANS