Aktier: Vestas blæser til tops på sidste handelsdag

Der er bred optimisme i det danske aktiemarked fredag middag, hvor opløftende meldinger om den græske gældskrise samt flere positive selskabsnyheder er med til at trække det ledende C20 Cap-indeks omkring 2,1 pct. højere i 1009,04.

Sent torsdag har Grækenland som lovet indleveret en stribe reformforslag, der efter planen skal bygge bro til en ny økonomisk hjælpepakke samt sikre, at det sydeuropæiske land kan forblive i eurosamarbejdet.

Noget tyder på, at grækerne er klar til at imødekomme flere af sine kreditorers krav, og dermed peger pilen mod søndag, hvor der måske kan komme en afklaring på problemerne, når EU's stats- og regeringschefer stikker hovederne sammen.

Herhjemme i det danske aktiemarked ligger Vestas i spidsen med en stigning på 3,8 pct. til 356,8 kr. Fredagens stigning følger efter en periode, hvor selskabet generelt har været fornuftigt kørende til trods for den turbulens, der har været i aktiemarkedet, vurderer aktieanalytiker Mikkel Duus-Hansen fra Spar Nord over for Ritzau Finans.

- Det tolker jeg som om, at den stadig er et af de varme emner hos investorerne. Selskabet har haft en stærk ordreindgang i andet kvartal, som har været bedre, end de fleste regnede med, siger han.

Fredag er der samtidig landet en ordre 46,2 megawatt (MW) til en kunde i det tyrkiske marked, oplyser Vestas i en selskabsmeddelelse.

Desuden har vindmølleproducenten sent torsdag meddelt, at der er rygter i markedet om et amerikansk projekt med et potentiale på op til 200 megawatt (MW). Denne historie er dog fortsat kun på rygtebasis

- Ordrestrømmen fortsætter åbenbart - både med faktiske ordrer og på rygtebasis. Alene ordreindgangen plus rygter om potentielle ordrer gør, at den får noget medvind, siger Mikkel Duus-Hansen om Vestas-aktien.

Der er også fremgang til Tryg, som stiger 1 pct. til 141,5 kr. Forsikringskoncernen har fra morgenstunden præsenteret sit regnskab for andet kvartal af 2015, der overordnet endte på linje med forventningerne - dog med et bedre end ventet forsikringsteknisk resultat, mens investeringsresultatet omvendt skuffede.

På bundlinjen lød overskuddet på 580 mio. kr. i andet kvartal, hvilket var en spids højere end forventningen, da analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde regnet med et overskud på 566 mio. kr.

Også Genmab skyder sig op ad med en stigning på 2,4 pct. til 608 kr., efter biotekselskabet har meddelt, at det modtager 15 mio. dollar i milepælsbetaling fra partneren Janssen.

Det sker som følge af, at det amerikanske selskab har færdiggjort indsendelsen af registreringsansøgningen til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, for kræftmidlet Daratumumab til behandling af personer med knoglemarvskræft, som har modtaget mindst tre forskellige behandlingsforløb.

Op til fredagens statistik over rateudviklingen i indeværende uge har der været fokus på A. P. Møller-Mærsk. Og til konglomeratets skuffelse må det noteres, at fragtraterne på de store shippingruter ud af Kina i denne uge faldt. Dermed er der i første omgang sat en brat stopper for de seneste to ugers markante fremgang.

- Aktien steg ikke meget torsdag, og den får heller ikke ret meget fredag, så den underperformer på sin vis markedet, vurderer Mikkel Duus-Hansen fra Spar Nord.

- Det hænger nok sammen med, at man har annonceret stigninger på fragtraterne. Samtidig er man på vej ind i højsæsonen, og så er der en forventning om, at fragtraterne skal fortsætte med at stige. Det har de så ikke gjort i dag, og det er en mindre skuffelse, fortsætter han.

Hvad angår den kommende regnskabssæson i C20-regi, som blev indledt med Tryg fredag, bliver Nordea den næste i rækken med sit regnskab for andet kvartal på torsdag i næste uge.

Nordea løfter sig fredag middag 3,1 pct. til 85,45 kr.

/ritzau/FINANS

 

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk