Aktier: Valget forvirrer eksperterne og kursfaldene fortsætter i USA

Det amerikanske præsidentvalg forvirrer eksperterne, og aktierne opfører sig ualmindeligt op til det amerikanske præsidentvalg.

Foto: SPENCER PLATT. Arkivfoto. Det amerikanske præsidentvalg forvirrer eksperterne, og aktierne opfører sig ualmindeligt op til det amerikanske præsidentvalg.
Læs mere
Fold sammen

Ifølge Bloomberg News stiger aktierne sædvanligvis op til et valg, men det er ikke tilfældet fire dage inden dette præsidentvalg, hvor kursfaldene fortsatte torsdag for ottende børsdag i træk.

De amerikanske aktiebørser, der ellers indledte torsdagen med en behersket stigning i S&P 500-indekset, endte i minus. Det brede S&P 500-indeks sluttede 0,4 pct. lavere i 20.097,94, hvilket ifølge Bloomberg er det laveste niveau siden starten af juli. Nasdaq-indekset tabte 0,9 pct. i 5058,41, mens Dow Jones-indekset faldt 0,2 pct. i 17.930,67.

Det var blandt andet takket være Facebooks aktie, at Nasdaq-indekset endte i minus. Efter selskabet leverede regnskab for tredje kvartal dykkede aktien med 5,6 pct. Efter regnskabet advarede Facebooks administrerende direktør, David Wehner, om, at salgsvæksten ventes at aftage i 2017.

Også kaffekæden Starbucks var blandt de negative islæt og faldt med 2,3 pct. Starbucks' resultater for 4. kvartal overgik ellers analytikernes forventninger med hjælp fra nye madprodukter og digitale tiltag. Overskuddet steg til 56 cent per aktie sammenlignet med analytikernes forventning om 55 cent per aktie.

Endelig endte aktien i Motorola Solutions med et fald, efter selskabet fremlagde regnskab for tredje kvartal torsdag. Selskabets omsætning steg med 8 pct. til 1,5 mia. dollar sammenlignet med sidste år. Aktien faldt 0,4 pct.