Aktier: Usikkerhed i it-segmentet kan være afløst af optimisme

De seneste dages usikkerhed på det amerikanske aktiemarked, som især har ramt it-selskaberne, kan meget vel være forduftet i tirsdagens handel.

Op til markedsåbningen peger handlen med futures på stigninger i intervallet 0,1-0,3 pct. for de tre ledende aktieindeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq.

Det følger efter en mandag med fald på 0,1-0,5 pct. for samtlige af de tre indeks. Fredagen bød omvendt på en lille stigning til Dow Jones-indekset, mens både S&P 500- og Nasdaq-indekset gik tilbage. Største tilbagegang tilfaldt det teknologitunge Nasdaq-indeks, der fredag bakkede med hele 1,8 pct.

Nedgangen for Nasdaq-indekset hænger sammen med en rapport fra investeringsbanken Goldman Sachs, der advarer om, at højtflyvende it-aktier som blandt andet Facebook, Amazon, Apple, Microsoft og Alphabet kan have overpræsteret. Det sendte de enkelte selskabers aktier sydover både fredag og mandag.

Men tirsdag ser nervøsiteten ud til at være løjet af, og investorerne kan muligvis ane nogle attraktive opkøbsmuligheder, idet Facebook-aktien ligger 0,8 pct. højere i det amerikanske formarked, mens aktierne for Amazon, Apple, Microsoft og Alphabet samme tid og samme sted ligger med stigninger på mellem 0,5 og 1,2 pct.

Inden for it-segmentet kan der i øvrigt tirsdag blive sagt endeligt farvel til Yahoo, som førhen var en ledende spiller inden for markedet med søgemaskiner.

De seneste mange år er selskabet dog blevet overhalet af særligt Google, og det har svækket de økonomiske ressourcer hos it-virksomheden, hvis aktionærer har godkendt et salg til branchekæmpen Verizon på 4,5 mia. dollar eller 30 mia. kr. Handlen mellem partnerne ventes at blive afsluttet tirsdag.

I det amerikanske formarked ligger Yahoo uændret, mens Verizon går frem med 0,2 pct.

/ritzau/FINANS