Aktier: Udsigt til stigninger med Coloplast i fokus

Foto: BRENDAN MCDERMID. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

På ryggen af positive aktiemarkeder i USA og Asien er der udsigt til stigende aktier i Danmark og Europa, når handelen kommer i gang kl. 9. Der ventes fokus på Coloplast, der leverer regnskab for andet kvartal omkring middagstid.

Tirsdag svingede C20 Cap-indekset omkring nul og lukkede med et lille fald på 0,3 pct. til 996,93.

De amerikanske aktier lukkede omkring 0,5 pct. højere end niveauet ved danske lukketid, og selv om de amerikanske aktiefutures ligger med små fald på op til 0,05 pct., er der et efterslæb.

Den tyske DAX-future indikerer en marginal højere åbning.

Udover Coloplast kan der også komme fokus på onsdagens sværm af C20-regnskaber. Tirsdag er det nemlig sidste chance for at positionere sig i onsdagens regnskabsaktuelle C20'ere - Mærsk, ISS, GN Store Nord og TDC.

COLOPLAST VENTES UDEN OVERRASKELSER

Det bliver formentlig uden de helt store overraskelser, når Coloplast fremlægger tal. Og det er godt for et selskab, der sidste år var plaget af flere nedskrivninger, og som i årets første kvartal nedjusterede forventningerne til den organiske vækst i danske kroner.

Nu er der udsigt til, at der kommer et jævnt og stabilt regnskab fra medicoselskabet, vurderer senioranalytiker hos Sydbank Søren Løntoft over for Ritzau Finans, men gør opmærksom på, at valutaposterne igen kan drille selskabet.

Vestas, der mandag dannede C20-bundprop med et fald på 2,7 pct. til 452,60 kr. efter rygter om topchefens Anders Runevads mulige tilbagevenden til Ericsson, har fået løftet kursmålet af finanshuset SEB til 605 kr. fra 590 kr. med en gentaget købsanbefaling.

AMBU OG SCHOUW LEVERER TAL

Udenfor C20 er der tirsdag regnskab fra Ambu, der mandag sluttede uændret i 228 kr. Selskabet venter i 2015/16 en omsætningsvækst på 7-9 pct. og en EBIT-margin på 13-14 pct. i lokal valuta. Målt i danske kroner venter selskabet en omsætningsvækst på 9-11 pct. og en EBIT-margin på 14-15 pct.

Selskabet venter desuden frie pengestrømme i intervallet 150-175 mio. kr.

Schouw, der også sluttede uændret mandag - i kurs 384 - er også aktuel med tal for årets første tre måneder. Selskabet venter i 2016 et driftsresultat (EBIT) i intervallet 760-850 mio. kr. Det ventes på baggrund af en omsætning i størrelsesordenen 14,2 mia. kr.

Bioteksselskabet Onexo, der faldt 0,8 pct. til 24,70 kr. mandag, udsendte efter børslukketid en kvartalsopdatering. Heraf fremgik det, at biotekselskabet ved udgangen af første kvartal havde en kassebeholdning på 24,4 mio. euro, hvilket var i overensstemmelse med ledelsens forventninger og rækker til godt et års drift.

ONSDAGSREGNSKABER KAN GIVE FOKUS

A.P. Møller-Mærsks B-aktie faldt 2,4 pct. til 8290 kr. mandag. Tirsdag er sidste dag for investorerne til at positionere sig forud for regnskabet onsdag morgen. Konglomeratet selv regner i 2016 med et underliggende resultat, der bliver "betydeligt" lavere end i 2015, hvor resultatet endte på 3,1 mia. dollar.

ISS, der også er regnskabsaktuel onsdag, sluttede mandag 0,2 pct. højere i 247,40 kr. Regnskabet for første kvartal ventes at vise en resultatfremgang på bundlinjen til 363 mio. kr. fra 297 mio. kr. i selskabets første kvartal, viser estimater fra Ritzau Estimates.

GN Store Nord ventes ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates at levere fremgang til et resultat før skat på 301 mio. kr. fra 252 mio. kr. i sit første kvartal. GN lukkede mandag med et fald på 0,5 pct. til 127,20 kr.

TDC faldt 0,7 pct. til 33,02 kr. Onsdagens regnskab for årets første tre måneder ventes at vise et fald på 13,4 pct. i driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger, som forventes at falde til 2182 mio. kr., viser en rundspørge blandt fem aktieanalytikere foretaget af Ritzau Estimates.

De tre andre toneangivende spillere på det danske telemarked, Telia, Telenor og 3, kom med regnskaber i slutningen af april. Her var der pres på indtjeningen hele vejen rundt, og det forventes også at være billedet hos TDC.