Aktier: Udsigt til solide stigninger

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De europæiske aktieindeksfutures stiger i omegnen af 2,0 pct. efter signaler fra Kina om, at landet vil ændre på sin fastkurspolitik, og dermed skal yuanen styrkes mod dollar og euro. C20-indekset lukkede fredag 2,2 pct. til 417,24. Novo Nordisk vil fortsat være i fokus med sin kraftige stigning i fredags, mens A.P. Møller - Mærsk er i fokus grundet containeraktiviteterne, som nyder godt af de forbedrede forretningsforhold.

- Der er lagt op til en positiv stemning med plusser i omegnen af 1,5 pct. efter de kinesiske meldinger om, at deres valuta skal revalueres. Yderligere meldinger om den kinesiske valutapolitik vil komme i fokus, udtaler aktiechef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.

A.P. Møller - Mærsk: Containerrederiet Maersk Line venter at nå et rateniveau som i 2008 i højsæsonen i tredje kvartal i år. Det siger koncernchef Nils Smedegaard i et interview med nyhedsbureauet Reuters. Han venter dog også højere oliepris, hvilket vil øge omkostningerne i containerforretningen. A.P. Møller - Mærsk steg 0,8 pct. til kurs 50.940.

Novo Nordisk: Medicinalgiganten vil tiltrække sig opmærksomhed efter fredagens solide fremgang på 4,4 pct. til kurs 510.

Jyske Bank og Sydbank: Anbefalingen på Jyske Bank hæves til "køb" fra "akkumuler" af Handelsbanken, der samtidig løfter kursmålet til 255 kr. fra 230 kr. Handelsbanken sænker kursmålet på Sydbank-aktien til 160 kr. fra 175 kr. mens "akkumuler"anbefalingen fastholdes. Jyske Bank lukkede fredag 1,8 pct. højere i kurs 193,5, og Sydbank lukkede 0,2 pct. højere i kurs 140,3.

Carlsberg: Strejken på det delvist ejede Carlsberg-bryggeri Chongqing Brewery er afblæst. Det skriver avisen Shanghai Securities News. Oplysningerne har fået aktierne i Chongqing, der er noterede i Shanghai, til at stige 4 pct. Avisen mener også at vide, at Carlsberg vil flytte sit hovedkvarter i Kina til Chongqing. Carlsberg lukkede 1,2 pct. højere i kurs 494,8.

Vestas: Direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, tror på, at dansk vindkraft kan leve ved siden af svensk atomkraft. Brancheorganisationen Dansk Energi siger ellers i Jyllands-Posten lørdag, at en ny svensk beslutning om at give tilladelse til at bygge 10 nye atomreaktorer vil "smadre økonomien i vedvarende energi". Vestas lukkede uændret i kurs 289,4.

Amagerbanken: En af bankens absolut tungeste privatkunder Torben Andreasen er netop blev erklæret konkurs både personligt og med sit investeringsselskab Toki Pant, der både ejer aktier og ejendomme, med en gæld på over en halv milliard kroner. Det skriver Berlingske Business. Amagerbanken lukkede 2,4 pct. højere i kurs 25,6.

Bang & Olufsen: Elektronikkoncernen skal have styrket sine såkaldte B1-butikker, der udelukkende sælger B&O, og have mere gang i åbningen af butikker på de nye vækstmarkeder. Det siger topchef Kalle Hvidt Nielsen til dagbladet Børsen. Bang & Olufsen lukkede 2,6 pct. højere i kurs 60.