Aktier: Udsigt til negativ åbning for amerikanske aktier

Det ser ud til, at de amerikanske aktier igen torsdag får et hak i tuden, efter investorerne har sovet på nyheden om, at en amerikansk rentestigning i hvert fald ikke kommer til sommer.

Læs mere
Fold sammen

Markedet for futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer, indikerer et fald i S&P 500 og Dow Jones på 0,1 pct. samt et fald i Nasdaq på 0,3 pct.

De toneangivende indeks faldt onsdag mellem 0,1 og 0,2 pct., da referatet fra det seneste møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité slog fast, at det er "usandsynligt", at de amerikanske henter hæves på det kommende møde i Federal Open Market Committee i juni. Dertil er de økonomiske data for svage, mens flere ting - som den stærke dollar og de lave oliepriser - kan påvirke væksten, arbejdsmarkedet og inflationen yderligere, lød det fra centralbankens hovedkvarter i Washington.

Torsdag eftermiddag dansk tid kommer der flere vigtige amerikanske nøgletal, der kan give et prej om, hvordan temperaturen er i den amerikanske økonomi.

Der kommer ugentlige tal for nytilmeldte ledige i uge 20, og arbejdsmarkedstallene bliver flankeret af Philadelphia Fed-indekset, tal for salget af eksisterende boliger samt nøgletal for ledende indikatorer i USA.

Det sker på ryggen af en regnskabssæson blandt de amerikanske selskaber, som er ved at være helt ovre. Torsdag er der ikke mange selskabsspecifikke nyheder, investorerne kan hænge deres hat på, men et enkelt er det blevet til. Best Buy har overrasket investorerne markant med en højere indtjening end ventet, selvom salget er faldet, og eletronikkæmpen stiger 9 pct. i formarkedet.

Gap og Hewlett-Packard kommer først med regnskab, efter markedet lukker, så det er ved at være sidste mulighed for at positionere sig.