Aktier: Udsigt til gå-på-mod og risikosult på Wall Street

Der har onsdag været gå-på-mod og risikoappetit at spore på de asiatiske og europæiske aktiemarkeder. Og den tendens ser ud til at tage turen over Atlanten og også give en grøn åbning på Wall Street onsdag eftermiddag.

Foto: LUCAS JACKSON

Futures for de amerikanske aktier peger i hvert fald mod løft på de toneangivende amerikanske børser. Der er stigninger på futuresmarkedet til S&P 500-indekset med et løft på 0,5 pct., for de tunge aktier i Dow Jones ligger futures 0,5 pct. højere, og teknologi- og biotekfutures i Nasdaq-indekset stiger 0,7 pct.

POSITIVE KINESISKE HANDELSTAL

Det er opløftende nøgletal fra Kina, som er gnisten for optimismen forud for børsåbningen i USA klokken 15.30 dansk tid.

Den kinesiske eksport tog imod al forventning et spring fremad i marts, viste en opgørelse onsdag morgen dansk tid. De oversøiske forsendelser steg 18,7 pct. i yuan i marts i forhold til et år tidligere, hvilket skal ses i forhold til analytikernes estimat, der lød på en stigning i eksporten på 14,9 pct. Importen faldt samtidig mindre end ventet med 1,7 pct. målt i yuan sammenlignet med økonomernes spådom, der lød på et fald på 4,8 pct.

LØFT TIL OLIEPRISEN

Oliepriserne røg samtidig op tirsdag eftermiddag og aften, efter forlydender om at Saudi-Arabien og Rusland har indgået en aftale om fastfrysning af produktionen.

Prisen på en tønde af den amerikanske WTI-olie ligger onsdag middag i 41,60 dollar mod et niveau på 41,11 dollar ved dansk børslukketid tirsdag.

- Dagens nyhed er de kinesiske eksporttal, som var meget bedre end ventet. Samtidig hjælper stigende oliepriser også på stemningen, siger Christian Zogg, der er aktiechef i LLB Asset Management, til nyhedsbureauet Bloomberg News.

FOKUS PÅ STORBANK

Selskabsspecifikt vil der onsdag være fokus på finanshuset JPMorgan, der er den første af en stribe storbanker, der er regnskabsaktuelle i den nærmeste fremtid. JPMorgan realiserede i første kvartal af 2016 indtægter på 24,1 mia. dollar, hvilket er en smule højere end analytikernes forventninger om indtægter på 23,8 mia. dollar.

Investorerne belønner JPMorgans aktie med en stigning på 2,3 pct. i formarkedet.