Aktier: Udsigt til fortsatte stigninger fredag

. Fredag er der fortsat en positiv tilgang til aktiemarkederne. Futures på de tre største amerikanske aktieindeks ligger 0,2-0,4 pct. højere en lille time før handlen går i gang.

Torsdag lukkede S&P 500-indekset med en gevinst på under 0,1 pct., hvilket dog var nok til at nå 2839,25, der er den højeste indeksværdi nogensinde. Også Dow Jones-indekset sluttede i rekord efter en stigning på godt 0,5 pct. til 26.392,79, mens Nasdaq-indekset endte dagen med et lille drop på under 0,1 pct. i 7411,16.

Efter børstid torsdag leverede blandt andet kaffekæden Starbucks tal.

Kæden løftede sit salg i første kvartal, men det var ikke nok til at tilfredsstille investorerne, der ligesom analytikerne i markedet havde sat næsen op efter en langt højere vækst.

På bundlinjen ramte Starbucks til gengæld over målet med en justeret indtjening per aktie på 0,65 dollar. Det er dog inklusiv en skattefordel på 0,07 dollar. Analytikerne havde ventet 0,57 dollar per aktie uden skattefordelen.

Den svage vækst giver anledning til et kursdrop i formarkedet fredag på 4,9 pct. efter et fald på 0,4 pct. i torsdagens ordinære amerikanske handel.

Medicinalselskabet Abbvie har tjent mere end ventet i sidste års fjerde kvartal og tager hul på det nye år med mere positive forventninger end førhen.

De mere positive forventninger til 2018 kommer sammen med fredagens regnskab for fjerde kvartal af 2017, der viser, at selskabet i kvartalet landede en justeret indtjening per aktie på 1,48 dollar.

Det var lidt bedre end de 1,45 dollar, som analytikerne havde regnet med ifølge Bloomberg News.

I det amerikanske formarked stiger Abbvie-aktien med 3,4 pct.

Industrikonglomeratet Honeywell sluttede 2017 bedre end ventet på både toplinjen og indtjeningen.

Selskabet løftede i fjerde kvartal omsætningen 9 pct. til 10,84 mia. dollar, mens det justerede overskud steg 6 pct. til 1,85 dollar per aktie, mens analytikerne ifølge Bloomberg havde ventet 1,84 dollar.

Den nyligt indgåede skattereform i USA, der har sænket virksomhedsskatten til 21 pct. fra 35 pct., betyder dog, at bundlinjen er dykket med mere end 300 pct., da Honeywell har nedskrevet værdien af et udskudt skatteaktiv med 3,75 mia. dollar.

Selskabets bundlinje viser således et minus på 3,18 dollar per aktie mod et plus på 1,34 dollar i samme periode sidste år.

Honeywell justerer sin prognose for 2018 som følge af skattereformen.

Selskabet sigter nu efter et overskud på 7,75-8,00 dollar per aktie, mens den tidligere spådom var 7,55-7,80 dollar per aktie. Honeywell sigter fortsat efter en omsætning på 41,8-42,5 mia. dollar.

Honeywell-aktien stiger 0,4 pct. i formarkedet og har dermed udsigt til en positiv fredag på det amerikanske aktiemarked.

/ritzau/FINANS