Aktier: Udsigt til flere stigninger på Wall Street

Der er udsigt til endnu højere aktiekurser, når markedet åbner i USA tirsdag. Futures for det tre toneangivende amerikanske indeks peger på stigninger på op til 0,5 pct.

Foto: SPENCER PLATT

Der var mandag rekord i S&P-500 indekset, der lukkede med et plus på 0,3 pct. til rekorden 2137,16. De tunge aktier i Dow Jones steg 0,4 pct. til 18.226,93, og Nasdaq-papirerne sluttede med en gevinst på 0,6 pct. til 4988,64.

Den amerikanske aluminiumsproducent Alcoa åbnede mandag efter børstid den amerikanske regnskabssæson for andet kvartal af 2016.

Koncernen fremlagde et justeret overskud per aktie på 0,15 dollar, hvor analytikerne havde ventet et overskud på 0,09 dollar per aktie ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Omsætningen løb op i 5,3 mia. dollar mod de ventede 5,27 mia. dollar i Bloomberg News' prognose.

Aluminiumsselskabet gentog desuden sine forventninger til hele året om en stigning i den globale efterspørgsel på aluminium på 5 pct. i 2016.

Alcoa spår samtidig et underskud af aluminiumsoxid i år på cirka 775.000 ton. Det er mindre end det foregående kvartals prognose om et underskud på 1,1 mio. ton.

Alcoa steg 3,8 pct. i eftermarkedet efter en stigning på 3,3 pct. i den ordinære handel. I formarkedet tirsdag ligger aktien 4,4 pct. højere.

Der er er ikke større regnskaber i sigte tirsdag.

»Regnskabssæsonen startede i aftes, og nu vil vi så se, hvordan indtjeningen lander,« siger porteføljeforvalter Manish Singh fra Crossbridge Caital i London til Bloomberg News.

Han vurderer, at finansaktier kan overraske positivt, da forventningerne til bankernes regnskaber er banket helt i bund. Ellers er hans favoritter teknologi- og medicinalaktier.