Aktier: Udsigt til endnu en positiv dag

Foråret ser ud til at fortsætte på aktiemarkedet torsdag understøttet af ikke mindst stigende oliepriser. Den internationale udvikling er med markedet.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Der var fortsatte stigninger på de fleste aktiemarkeder - herunder de amerikanske - onsdag, selv om fremgangen var mindre end tirsdag. Torsdag morgen ligger de fleste asiatiske aktiemarkeder også i små plusser, og europæiske og amerikanske aktiefutures peger let i vejret.

Bortset fra onsdag, da C20 Cap-indekset faldt marginale 0,02 pct., er indekset steget de seneste fem dage. Indekset lukkede i 1007,44 onsdag - 14 pct. højere end årets bund på 883 9. februar.



Regnskabssæsonen for de store aktier er overstået med onsdagens regnskab fra ISS, men der er stadig mindre selskaber, der mangler at rapportere.

Torsdag morgen har Boconcept leveret et regnskab med endnu en opjustering. Aktien lukkede onsdag i 495,50 kr., hvilket er tæt på det højeste niveau siden 2009.



Santa Fe Group - resterne af gamle hæderkronede Østasiatisk Kompagni - offentliggør regnskab for fjerde kvartal. Selskabet venter for året en omsætning på 370-380 mio. euro og et EBITDA-overskud på 11 til 13 mio. euro før særlige poster. Regnskabet leveres ved 8.30-tiden. Santa Fe faldt 0,8 pct. til 64 kr. onsdag.
Zealand Pharma kan torsdag få markedets dom for efter børstid onsdag at have oplyst, at et fase 2-forsøg med et middel mod følgeskader fra blodpropper ikke har nået sit ellers tænkte effektmål. Zealand-aktien lukkede onsdag i 119,50 kr. efter et fald på 1,7 pct.

Blandt de større selskaber kan Mærsk-aktierne tænkes at fortsætte frem i kølvandet på stabiliseringen i olieprisen. Mærsk B steg 3 pct. onsdag til 9240 kr.
Futuresprisen på den europæiske referenceolie, Brent, steg onsdag 0,3 pct., men falder dog 0,5 pct. torsdag morgen. Prisen er dog relativ stabil og i det højeste niveau siden slutningen af januar.

Novo Nordisk steg 1 pct. onsdag til 365,90 kr. kan komme i fokus på Jyllands-Postens omtale af de kendte problemer for selskabet i Kina.

Novo Nordisk bliver hårdt presset på det kinesiske marked, hvor særligt ærkerivalen Sanofi har bidt sig godt og grundigt fast på det vigtige og hastigt voksende marked for basalinsulin, skriver avisen.

/ritzau/FINANS