Aktier: Uændret børsstart i USA

Som ventet var der torsdag ikke de store bevægelser ved åbningen af aktiemarkedet i USA. De to storbanker Morgan Stanley og BNY Mellon har leveret regnskaber.

Læs mere
Fold sammen

Bevægelserne i de tre store indeks - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - er alle under 0,1 pct. efter ti minutters handel, men dog i negativt terræn.

S&P 500-indekset lukkede onsdag med et plus på 0,9 pct. i rekorden 2802,56. Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på 1,3 pct. i 26.115,65, mens Nasdaq-indekset endte dagen med en stigning på godt 1,0 pct. i 7298,28, hvilket ligeledes er rekord.

MORGAN STANLEY NEDSKRIVER SKATTEAKTIV

Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley havde højere indtægter end ventet i fjerde kvartal, mens bundlinjen var belastet af en nedskrivning som følge af den nye skattereform i USA.

Regnskabet indeholder en nedskrivning på 990 mio. dollar relateret til den nyligt vedtagne skattereform, som er forklaringen på tilbagegangen.

Trump-regeringen har sænket selskabsskatten til 21 pct. fra 35 pct., og derfor bliver værdien af et udskudt skatteaktiv nedskrevet tilsvarende.

Aktivet kan føres tilbage til tiden efter finanskrisen, hvor Morgan Stanley havde underskud, som banken efterfølgende har kunnet bruge til at spare på skatten, når der har været overskud på bundlinjen.

Med nedskrivningen på 990 mio. dollar slipper Morgan Stanley væsentligt billigere end flere af kollegerne på Wall Street.

Hos Citigroup var nedskrivningen hele 22 mia. dollar, Goldman Sachs nedskrev 5 mia. dollar og Bank of America 2,9 mia. dollar.

Morgan Stanley-aktien ligger stort set uændret med et fald på 0,05 pct. til 55,33 dollar.

BNY MELLON OPSKRIVER SKATTEAKTIV

Investeringsbanken Bank of New York Mellon estimerer i sit regnskab, at skattereformen, der blev vedtaget i december, bidrog med 427 mio. dollar, hvilket svarer til et ekstra plus på 41 cent per aktie.

Ifølge Blomberg News landede den ordinære indtjening per aktie på 91 cent i kvartalet, og det var helt på linje med forventningerne hos analytikerne.

På toplinjen var der også en smule fremgang i kvartalet, da nettorenteindtægterne voksede med 2,4 pct. til 851 mio. dollar.

Aktien ligger med et fald på 4 pct. i 55,57 dollar efter ti minutters handel.