Aktier: Tysk-ledet eurogruppe skaber mere usikkerhed

Læs mere
Fold sammen

Usikkerheden er fortsat på sit højeste på de europæiske aktiemarkeder fredag eftermiddag, hvor der endnu engang ser ud til at være tovtrækkeri om Grækenlands økonomiske fremtid.

Ud på eftermiddagen skubbede en tyskledet blok af eurolande endnu mere til balancen, da Bloomberg News rapporterede, at tyskerne angiveligt er indstillet på, at Grækenland godt kan forlade eurosamarbejdet.

- Desværre for Grækenland kender de ikke reglerne, og hvordan eurogruppen fungerer. De er helt nye, og det er en ulempe for dem, siger Maltas finansminister, Edward Scicluna, der er talsmand for gruppen, ifølge nyhedsbureauet.

- Jeg tror, at de nu er nået til et punkt, hvor de vil sige til Grækenland: Hvis I virkelige vil ud, så smut, siger Scicluna på vegne af den tysk-ledede blok af eurolande, fortsætter han.

Urolighederne har også betydet en udsættelse af det planlagte møde mellem finansministrene i de 19 eurolande, der var skemalagt til klokken 15 fredag. Mødet går nu i stedet først i gang klokken 16.30.

Det skaber usikkerhed på de europæiske markeder, hvor FTSE 100-indekset i London stiger med 0,3 pct., mens CAC 40 i Frankrig falder med 0,7 pct., og det tyske DAX-indeks danser omkring uændret efter at have ligget både oppe og nede i løbet af dagen.

I det paneuropæiske Stoxx 600-indeks, der ganske vist samlet stiger 0,1 pct., er der også klart flest faldende aktier, men udsvingene er begrænsede og bærer præg af, at mange investorer holder sig på sidelinjen, indtil der kommer mere nyt fra mødet omkring Grækenland.

Der er dog også enkelte solstrålehistorier. Et eksempel herpå er det britiske vagtselskab Serco, der konkurrerer med blandt andre G4S. Inspirationen hentes blandt andet fra en analyse fra Credit Suisse, hvor den schweiziske storbank ifølge Bloomberg News har løftet sin anbefaling af Serco til "neutral" fra tidligere "underperform".

Samtidig har Credit Suisse skruet sit kursmål i vejret med hele 47 pct. til 208 pence. Det kan investorerne godt lide, og Serco-aktien stiger med 6,2 pct. til 212,90 pence.