Aktier: Twitter straffes i ellers lettere positivt marked

Som ventet er det en lettere positiv tendens, der onsdag har indledt onsdagens handelssession på det amerikanske aktiemarked.

Læs mere
Fold sammen

Meget kan imidlertid ske senere på dagen, når den amerikanske centralbank kl. 19 dansk tid forventeligt annoncerer sin første renteforhøjelse i år.

Det store spørgsmål synes på forhånd at være, hvor mange renteforhøjelser, ud over dagens stærkt ventede, der er udsigt til i år, efter at banken på sit seneste møde lagde op til tre renteforhøjelser i 2017.

En skærpet retorik omkring stramninger kan give anledning til dønninger på finansmarkederne, men forud for mødet er stemningen på markedet lettere positiv.

Efter små ti minutters handel er det brede S&P 500-indeks steget 0,2 pct. til 2370,21, og Dow Jones-indekset stiger desuden 0,1 pct. til 20.866,34, mens Nasdaq-indekset ligger 0,1 pct. højere i 5863,49.

Den generelt positivt stemning gælder dog ikke for aktien i Twitter, der er i negativt fokus efter nyheden om, at flere prominente personers konti er blevet hacket. Det drejer sig angiveligt om konti tilhørende chefer og konti relateret til ministerier.

Det amerikanske selskab har "lokaliseret kilden, som var begrænset til en tredjeparts app". Det har omgående frataget dette programs adgang, hedder det. Det ændrer dog ikke ved, at Twitters aktie har indledt dagen med et fald på 1,8 pct.

OLIEPRISEN STIGER

Olieselskaberne, som tirsdag var under pres som følge af et fald i olieprisen til det laveste niveau siden november, kan onsdag hente støtte i en vending i priserne. Prisen på en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, stiger onsdag 2,1 pct. til 48,73 dollar - efter fald de foregående syv dage fra et niveau på 53,33 dollar.

Chevron og Exxon Mobil har indledt onsdagen med stigninger på henholdsvis 0,4 og 0,2 pct.

Southwestern Energy nyder desuden godt af, at Citigroup ifølge Marketwatch har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra tidligere "neutral". Aktien stiger fra start med 2,9 pct.

Efter børslukketid onsdag kommer der regnskaber fra Guess og Oracle.