Aktier: Tryg belønnes i sommerstille, positivt marked

New York Stock Exchange Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Forsikringskoncernen Tryg belønnes tirsdag middag for et flot regnskab, mens ellers er tendensen positiv i det ledende indeks, som forsikringskoncernen ikke længere er medlem af - dog med en lille håndfuld skønhedspletter i form af kursfald uden selskabsspecifikke nyheder til Lundbeck, Genmab Pandora og Chr. Hansen på 1,7-0,2 pct.

- Det er et lidt sommerstille marked, der ligger sig i slipstrømmen af positive europæiske aktiemarkeder, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen i Sydbank til Ritzau Finans.

Han noterer, at på selskabsfronten er der også sommerstille uden selskabsnyheder, hvis der ses bort fra regnskabet fra Tryg.

Det danske C20 Cap-indeks stiger 0,5 pct. til 1023,46 tirsdag middag.

Markederne finder sin relative styrke i den positive stemning, der blev grundlagt fredag eftermiddag med en overraskende god amerikansk jobrapport og understøttet yderligere af weekendens japanske valg og mandagens begyndende afklaring om Storbritanniens politiske situation.

Forsikringsselskabet Tryg leverede før børstid halvårsregnskab. Analytikerne har ros tilovers til Trygs tal, der trods et fald i bruttopræmieindtægterne viste en stigning i overskuddet efter skat til 734 mio. kr. mod ventede 605 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates. Det er også en pæn fremgang fra 580 mio. kr. i andet kvartal af 2015.

Forsikringsselskabet fastholder desuden i regnskabet sin prognose om en vækst i præmieindtægterne på 0 til 2 pct. i år - og de finansielle ambitioner for 2017 er ligeledes uændrede.

Analytiker Thomas Eskildsen giver "bestået", og i Nykredit siger Ricky S. Rasmussen, at resultatet er "klart bedre" end ventet.

Aktiemarkedet er enig med de to analytikere og takserer torsdag middag regnskabet til en kursstigning på godt 3 pct. til 127,50 kr.

Fra analytikerside har Vestas fået løftet såvel anbefaling som kursmål hos finanshuset Macquarie. Anbefalingen lyder nu "outperform" mod tidligere "neutral". Samtidig løftes kursmålet 126 kr. til 501 kr. Vestas-aktien stiger 1 pct. til 456,90 kr.

I den gode ende af C20 ligger bankerne. Jyske Bank er helt i top med en stigning på 2,2 pct. til 262,40 kr., Nordea stiger 1,6 pct. til 56,70 kr., mens den tredje C20-bankaktie - Danske Bank - stiger- 1,3 pct. 175,10 kr.

- Der er mere positive vinde i banksektoren ude i Europa i dag. Selv italienske banker stiger. Det smitter af på sektoren herhjemme, forklarer Ole Kjær Jensen.

Udenfor C20 fortsætter Sanistål op efter selskabets opjustering - den anden på en måned - af forventningerne til indeværende år mandag. Aktien stiger 3,8 pct. til 82 kr. Mandag steg aktien 6,8 pct.

Senere på dagen vil Københavns Lufthavne gøre status over trafikudviklingen i sidste måned af første halvår. Tallene forventes efter kl. 12.30. KBHL-aktien falder 0,3 pct. til 3900 kr.

Kapitalfondselskabet Speas udlodder et ekstraordinært udbytte på 1500 kr. tirsdag. Det svarer til 12 pct. af mandagens lukkekurs på 12.350 kr. Baggrunden for det ekstraordinære udbytte er, at selskabet i andet kvartal modtog exit-provenu fra private equity-fonde og dermed havde flere likvider på hånden end nødvendigt. Speas-aktien falder dog "kun" 7,8 pct. eller 960 kr., og leverer altså en underliggende stigning til aktionærerne.