Aktier: Trumps twitterbombe kan ramme Lockheed Martin

Donald Trump har igen været ved tasterne og sendt en lille Twitter-bombe af sted mod producenten af F-35-kampflyene, Lockheed Martin.

Foto: © Peter Nicholls / Reuters. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Det er priserne på flyene, der har fået den kommende præsident til tasterne, og hans trusler om at vende blikket mod Boeing får Lockheed Martins aktie til at falde i formarkedet.

»Baseret på de enorme omkostninger og budgetoverskridelser for Lockheed Martin F-35 har jeg bedt Boeing komme med en prissammenligning for F-18 Super Hornet (Boeings jetkampfly, red) ,« lyder tweetet fra Donald Trump.

Tweetet ramte allerede Lockheeds aktie i eftermarkedet torsdag aften, mens Boeings aktie omvendt steg, og det billede holder ved i formarkedet til fredagens handel, hvor Lockheed Martin falder 1,9 pct., mens Boeing ligger i et plus på 0,4 pct.

Overordnet set indikerer futures for de store amerikanske aktieindeks en tæt ved flad aktieåbning - med en tendens til små fald.

Tre kvarter før åbningen ligger futures for S&P 500-indekset med et marginalt fald på 0,1 pct., efter at det underliggende indeks torsdag faldt 0,2 pct. til 2260,96. Dow Jones faldt torsdag endvidere 0,1 pct. til 19.918,88 efter at have snuset til 20.000 tidligere på ugen, mens Nasdaq-papirerne faldt 0,4 pct. og lukkede i 5447,42.

Med julen for døren kan der forventes en fortsættelse af den afdæmpede aktivitet, der generelt også har præget de foregående dage.

En halv time efter åbningen på Wall Street, kl. 16 dansk tid, kan et nøgletal for udviklingen i nyboligsalget dog få noget opmærksomhed, specielt hvis tallene afviger fra det ventede. Ifølge et estimat fra Bloomberg News venter økonomerne at se en stigning på 2,1 pct. i dagens opgørelse.