Aktier: Tro og håb om Grækenland og Kina gav danske plusser

Torsdag var en lille festdag på det danske aktiemarked, der endte højere efter fem dage med fald. Samtlige C20-aktier endte i plus.

Foto: HOW HWEE YOUNG. Dagen bød på stigende kinesiske aktier og det smittede af på det danske marked.
Læs mere
Fold sammen

Det var ikke selskabsspecifikke nyheder, der drev aktierne til vejrs i det sommertynde marked. Men mere en cocktail af stigende kinesiske aktier, der mindskede bekymringen for kinesisk kollaps, og en tro på eller håb om en løsning på det græske problem eller i hvert fald en inddæmning af problemet, så det ikke skader væksten for meget.

Samtlige C20-aktier endte i plus.

Mæglerkommentarer løftede aktier som Coloplast og Chr. Hansen, mens Vestas fik medvind fra medieforlydender om mulig forlængelse af PTC-ordningen.

Coloplast blev sat på Goldmans Sachs' favoritaktieliste, og Chr. Hansen fik løftet sit kursmål af britiske HSBC.

Det ledende danske aktieindeks - C20 Cap - steg 2 pct. torsdag til indeks 988,63. De europæiske aktiemarkeder var ligeledes i grønt med stigninger i flere lande på ligeledes mere end 2 pct. ved dansk lukketid.

Det kan godt være, at der torsdag ikke er så stor frygt for Grækenland og Kina, men den ligger der fortsat, vurderer afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

Han fremhæver, at der er foretaget tilsyneladende effektive tiltag i Kina, der har løftet de kinesiske aktier torsdag efter flere ugers massive kursfald. Og hvad angår Grækenland, er der en tro i markedet på, at der senest søndag, som nok engang er deadline, nås en aftale med Grækenland.

- Nås der ikke en aftale, vil vi møde op til en blodrød mandag, venter Ole Kjær Jensen, der dog ikke vil afvise, at man skal samle op igen derefter.

Coloplast-aktien steg 2,5 pct. til 441,50 efter at være sat på Goldman Sachs' '"conviction buy-liste". Kursmålet for aktien er ganske vist også blevet sænket med 30 kr. til 580 kr., men anbefalingen "køb" er fastholdt.

Chr. Hansen steg ligeldes 2,5 pct. til 355,90 kr. efter at have fået løftet sit kursmål hos den britiske storbank HSBC til 375 kr. fra tidligere 315 kr. Den neutrale anbefaling "hold" fastholdes dog.

Vestas fik medvind og steg 2,7 pct. til 343,50 kr. Flere amerikanske medier skrev, at demokratiske senatorer i øjeblikket pusler med en forlængelse af skatterabatordningen PTC, der gør det billigere for udviklerne at opføre vindprojekter. Men der er også enkelte republikanske støtter til en forlængelse af skatterabatterne.

Torsdag var sidste dag for de investorer, der ønskede at positionere sig i Tryg, inden forsikringsselskabet afleverer sit regnskab for andet kvartal fredag morgen, som det første C20-selskab i denne runde.

Analytikerne venter ifølge estimater fra Ritzau Estimates tilbagegang i resultaterne - blandt andet fordi de lave renter har presset investeringsresultatet helt i bund. Andet kvartal sidste år var desuden positivt påvirket af ekstraordinære forhold omkring pensionsbeskatning i Norge.

Tryg-aktien steg med 2,2 pct. til 140,10 kr. Stadig et godt stykke fra rekordniveauet på 173,70 kr. i marts i år. Det har fået Nykredit til at opjustere aktien op til regnskabet. Nykredit løftede tidligere på ugen anbefalingen af forsikringskoncernen til "outperform" fra "underperform"og sætter en fair værdi på aktien til 157 kr. mod 155 kr. tidligere.

Blandt sidepapirerne var der en smule fokus til Rella Holding, der har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor den endelige beslutning om en likvidation efter planen skal tages.

Likvidationen har været under opsejling længe, da Rella Holding solgte sin eneste aktivitet - B-aktierne i mediekoncernen Aller Holding - til Aller. Det betyder, at aktionærerne i Rella kan se frem til udbetaling på 77,50 kr. per aktie.

Netop derfor har Rella-aktien også befundet sig i det leje længe. Den endte i 76,50 kr. torsdag.