Aktier: Tredje uge med fremgang i Europa

De europæiske aktiebørser blev løftet for tredje uge i træk.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte fredag med at stige 0,2 pct. til indeks 342,51, mens de toneangivende børser i Frankfurt, London og Paris gik frem med mellem 0,0 og 0,2 pct.

- Europæiske aktier er det primære opkøbsmål, idet vi anser amerikanske aktier for at være dyre. Samtidig er dollar stærk, så de kan bruge deres dyre papirer og stærke dollar til at købe europæiske aktier med, siger Gerard Lane, der er chefinvestor i Artorious Wealth, til Bloomberg News.

Blandt de aktier, der fik en særlig god afslutning på ugen, er medicinalsektoren, der gik 1,4 pct. frem og dermed var Stoxx 600's næstmest stigende underindeks.

På selskabssiden var det især schweiziske Actelion, som havde medvind, efter at kilder fortalte til Bloomberg News, at Johnson & Johnson kom med et foreløbigt opkøbsbud på selskabet, og at parterne har ført drøftelser på et indledende stadie. Sidst på handelsdagen bekræftede Actelion, at den amerikanske medicinalgigant har henvendt sig.

Biotekselskabets topchef og medstifter, Jean-Paul Clozel, har ellers tidligere givet udtryk for, at han ønskede at bevare selskabets selvstændighed. Den 61-årige direktør er også blandt de større aktionærer og er ifølge en kilde muligvis blevet mere åben over for et salg.

Aktien i Actelion hoppede 16,7 pct. frem og blev dermed Stoxx 600's med afstand mest stigende.