Aktier: Topdanmarks tal trækker fokus

Topdanmark er i fokus onsdag med sit kvartalsregnskab på en dag, hvor der ser ud til at være en lidt tøvende stemning på aktiemarkederne.

Læs mere
Fold sammen

Topdanmark er i fokus onsdag med sit kvartalsregnskab på en dag, hvor der ser ud til at være en lidt tøvende stemning på aktiemarkederne.

Globalt er signalerne blandede. I USA sluttede de toneangivende indeks tæt på uændrede tirsdag efter et sæt pæne bolignøgletal, som til gengæld igen fik frygten for en renteforhøjelse i Federal Reserve til at blusse op.

I Asien er aktietakterne gode, blandt andet oven på overraskende stærke væksttal fra Japan for første kvartal. Men i Europa peger futures på en lidt negativ start på dagen. Som altid er udviklingen i den spændte græske gældssituationen noget, som investorerne vil holde nøje øje med.

Herhjemme afleverer Topdanmark sit regnskab for første kvartal, og her venter analytikerne, at forsikringsselskabet vil vise tilbagegang på bundlinjen - blandt andet som følge af et lavere investeringsresultat og lavere indtægter fra livsforsikringsforretningen. Det viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Combined ratio ventes forbedret til 88,6 i første kvartal fra 89,5 i den tilsvarende periode sidste år for det tidligere C20-selskab. Regnskabet forventes omkring middagstid.

Onsdagen byder ud over Topdanmark på regnskaber fra H+H International, Jeudan og Veloxis.

ISS har fået løftet kursmålet hos svenske SEB, der samtidig fastholder den positive anbefaling ”køb”. Kursmålet for ISS er løftet til 290 kr. fra 250 kr. ISS afleverer regnskab for første kvartal torsdag morgen, så onsdag er sidste dag for investorer, der vil positionere sig i serviceaktien inden kvartalsopdateringen.

Biotekfirmaet Zealand Pharma har sat gang i et fase 1b-studie med en flerdosis-version af sin glukagonanalog, ZP4207. Resultaterne for lægemiddelhåbet til behandling episoder hvor blodsukkeret falder for kraftigt hos type 1-diabetikere ventes at være klar i andet halvår i år, når 24 patienter har været igennem programmet.

Össur afholder en kapitalmarkedsdag i København. Det islandske protese- og skinneselskab vil fortælle mere om sin strategi og de vigtigste markeder.

Rockwool har fået lidt positiv opmærksomhed fra Nordea i form af et løftet kursmål. Banken sætter nu barren ved 975 kr. mod tidligere 775 kr., mens anbefalingen stadig er "hold" for isoleringsaktien, der lukkede i 901,50 kr. tirsdag for B-aktiens vedkommende.