Aktier: Tokyo trækker det store læs

Læs mere
Fold sammen

De fjernøstlige aktiemarkeder ligger generelt i positivt territorium tirsdag morgen.

Flere og flere asiatiske investorer er tilbage efter det kinesiske nytår, og kun fastlandsKina er på lisen over lukkede aktiemarkeder.

Markederne er trukket op af en positiv indstilling i Tokyo, hvor markedspsykologien er slået om, og der samtidig er større forventninger til nye lempelser efter gårsdagens bemærkninger i referatet fra det seneste pengepolitiske møde i Bank og Japan.

- Psyken i markedet er vendt fra sidste måneds negative indstilling til en mere positiv. Ikke alene er investorerne mere overbevist om at aktierne står til et opsving, men også faktorer som pengepolitiske lempelser er fremherskende på markedet, siger chefstrateg Koichi Kurose fra Resona Bank i Tokyo til Bloomberg News.

I lighed med de øvrige finansielle markeder ser analytikerne frem til tirsdagens tale fra den amerikanske centralbankchef Janet Yellen til de amerikanske politikere i Senatet. Den halvårlige evaluering af Federal Reserves pengepolitik vil sandsynligvis give et fingerpeg om, hvornår Federal Reserve vil starte på den pengepolitiske normalisering og dermed også, hvornår renten bliver hævet første gang.

Den amerikanske S&P-aktiefuture ligger med små udsving tæt på nul i den asiatiske handel.