Aktier: Tokyo skiller sig positivt ud fra mængden af minusser

De asiatiske aktiemarkeder uden for Japan ligger med en vigende tendens mandag morgen, mens investorerne i Japan ser en dag med kursstigninger i øjnene.

Det brede MSCI-indeks for Asien-Stillehavs-aktier uden for Japan startede dagen let positivt, mens de tidlige beskedne gevinster er fordampet og indekset faldet 0,4 pct. med tab på tværs af regionerne.

Modsat ligger Tokyo med et positivt fundament bestående af en svækket yen, der løftede eksportørerne, mens forventningerne til et lynvalg fortsat støtter op om den generelle stemning.

Samtidig nærmer afslutningen af de japanske finansielle første halvår sig med månedsskiftet, hvor et flertal af børsnoterede selskaber går uden for udbytte onsdag.

Nikkei 225-indekset og det bredere Topix-indeks stiger begge 0,4 pct.

De kinesiske aktiemarkeder er derimod negative. Shanghai Composite siver 0,4 pct., og også CSI 300-indekset falder 0,4 pct., mens børsen i Hongkong dykker 1,0 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med små fald under 0,1 pct. mandag morgen.

/ritzau/FINANS