Aktier: Tøjaktie lægger flot ud på comebackdag

IC Group er klædt til fest på børsen oven på sit årsregnskab, og det danske aktiemarked bevæger sig tilbage i positivt terræn onsdag oven på en flad mandag og et fald på 2 pct. tirsdag.

Læs mere
Fold sammen

Alle C20-aktier starter handelsdagen med at stige, og efter 15 minutter ligger det toneangivende C20 Cap-indeks 1,3 pct. højere i 964,17.

Dårlig stemning spredte sig fra Asien tirsdag og ramte de fleste af verdens børser, men onsdag morgen blæser der mere positive vinde, som altså også rammer noteringerne i København.

Stemningen vil dog generelt være afventende, påpeger Nordeas seniorstrateg Tine Choi onsdag, da mange investorer med spænding ser frem til torsdagens ECB-rentemeddelelse og pressemøde.

- Flere ECB-medlemmer har i den forgange uge allerede åbnet for, at det nedadrettede pres på inflationen er tiltaget, og det bliver derfor spændende at se, hvad Mario Draghi har at sige ved torsdagens pengepolitiske møde, bemærker Tine Choi, som forventer en fastholdt politik men signaler om mulig yderligere stimulans.

Onsdag bringer dog i hvert fald ét spændende nøgletal med sig i form af ADP-jobrapporten for august, en forløber for den officielle amerikanske beskæftigelsesrapport fredag. Økonomerne venter en jobskabelse på 200.000 i det private onsdag.

Dagens største aktiehistorie indtil videre findes uden for C20-indekset i form af årsregnskabet fra IC Group, og det er en historie med utvetydigt positivt fortegn.

Godt nok faldt modekoncernens driftsindtjening og overskud på trods af en lille fremgang i omsætningen, men udsigterne til det kommende år er en salgsvækst på 4 pct. samt en EBIT-margin, der stiger til omkring 10 pct. fra 7,8 pct. Desuden er der igen planlagt et ekstraordinært udbytte til aktionærerne i løbet af 2015/16.

- Vi er tilfredse med vores vækst. Vi har Peak som er inde i en omstillingsperiode, og vi har et Tiger of Sweden-lokomotiv, som kører meget stærkt. Vores ikke-kerne forretning forstyrrer dog vores resultat lidt i år, fordi de to små virksomheder har haft et rigtig dårligt år, siger IC-direktør Mads Ryder til Ritzau Finans.

Aktionærerne tager så godt imod IC-regnskabet, at aktien er den mest stigende på børsen med et løft på 6 pct. til 177 kr.

I C20-indekset er det Genmab, Novo Nordisk og Coloplast, der har taget teten i den tidlige handel. Aktierne var da også alle tre blandt de hårdest ramte, da det gik den modsatte vej tirsdag, og onsdag stiger de med mellem 2,2 og 3,2 pct. I den tunge ende af C20-indekset er det Carlsberg, ISS og Mærsk-aktierne, der med fremgange på 0,4 til 0,6 pct. stiger mindst.

DSV bringer sig selv i fokus i løbet af dagen med en kapitalmarkedsdag i hovedkvarteret i Hedehusene. Her er der fokus på DSV's strategi og markedsforhold, og ledelsen, herunder topchef Jens Bjørn Andersen, der præsenterer de seneste udsigter for alle tre hoveddivisioner. DSV-aktien startede året i højt gear, men er de seneste uger, på linje med resten af C20-aktierne, presset tilbage af uroen i Kina. Onsdagen starter med et løft på 1,3 pct.

GN Store Nord og William Demant Holding har fået nyt fra høreapparatmarkedet i form af årsregnskab fra den unoterede, danske producent Widex. Konkurrenten øgede omsætningen i 2014/15 til 3,3 mia. kr. fra 3,1 mia. kr., mens driftsresultatet (EBITA) steg til 418,4 mio. kr. mod 280,6 mio. kr. GN- og WDH-aktierne lægger sig fra start af midt i C20-feltet med løft på omkring 1 pct. hver.

I småtingsafdelingen fortæller det lille færøske olieselskab Atlantic Petroleum, at det øgede produktionen en anelse i august. Her blev der pumpet 48.000 tønder olieækvivalenter, eller 1548 per dag, op til selskabet fra de tre felter Chestnut, Ettrick og Blackbird. I juli producerede selskabet 1419 tønder per dag. Aktien i det likviditetspressede selskab er endnu ikke handlet.