Aktier: Tilbage i vægelsindet stemning

De amerikanske aktiehandlere vender vægelsindede tilbage til aktiemarkedet efter en lang weekend - med Presidents Day mandag - og rekordslutning for det brede S&P 500-indeks fredag i sidste uge i 2096,99.

Et par timer før tirsdagens åbning af de amerikanske markeder peger futureshandel med de toneangivende indeks mod et fald på 0,1 pct. for det brede S&P 500-indeks. De tunge aktier i Dow Jones ser ud til at åbne uændret, mens teknologiaktierne i Nasdaq-indekset har kurs mod en stigning på 0,2 pct.

Den let negative stemning blandt S&P 500-aktierne er ifølge Bloomberg News præget af endnu en fiasko i forhandlingerne i eurogruppen om en løsning på den græske gældskrise.

Selskabsspecifikt noteres der i formarkedet en stigning på 4,4 pct. til energiselskabet Noble Enegry, der har fået en egyptisk ordre på levering af syv ladninger naturgas i løbet af de kommende to år. Selskabet er i øvrigt regnskabsaktie i indeværende uge.

Det samme er detailgiganten Wal-Mart.

Andre aktier, der gør sig bemærket i formarkedet, er energiserviceselskabet Halliburton, der stiger 1,4 pct. i formarkedet. Ifølge Bloomberg News sker det, fordi Valueact Capital Management har opkøbt 3,5 pct. af Halliburtoins aktiekapital.

På negativsiden taber Cablevision Systems 3,11 pct. i formarkedet. Tv-selskabets anbefaling er sænket til "sælg" fra "neutral" hos schweiziske UBS.