Aktier: Telekommunikation trækker Europa ned

Efter en ellers positiv åbning i Europa tog aktierne en negativ drejning i løbet af fredag formiddag. Ved middagstid er fald dermed det dominerede billede - dog med undtagelse af markederne blandt andet i København og Stockholm.

Trods de lidt vigende markeder flere steder har januar samlet set været en god måned for aktieinvestorerne. Stoxx 600 ligger fredag til et lille fald på 0,2 pct. til 368,1, men set over hele januar er det blevet til en gevinst på 7,6 pct. Der er dermed tale om den bedste årsstart siden 1989, skriver Bloomberg News.

Telekommunikationsselskaberne trækker generelt ned i de toneangivende indeks i fredagens marked. Det gælder blandt andet i London, hvor BT Group er faldet 2,2 pct. efter et ellers nydeligt regnskab for tredje kvartal. Den justerede indtjening før skat og afskrivninger steg 2 pct. til 1,57 mia. pund, og det var lidt over analytikernes forventninger på 1,56 mia. pund.

Den svenske teleoperatør Tele2 har også aflagt regnskab, og det var lidt skuffende målt på indtjeningen. Driftsresultatet, EBITDA, blev 1412 mio. svenske kr. mod ventet 1441 mio. svenske kr., ifølge et estimat fra SME Direkt. Selskabet annoncerede i regnskabet en målsætning om at øge udbyttet 10 pct. årligt de kommende tre år. Investorernes reaktion på den samlede regnskabspakke er et fald på 4,3 pct.

Udviklingen blandt olieaktierne er blandet. Royal Dutch Shell falder dog yderligere 0,8 pct. efter nedturen på 4,9 pct. torsdag, da selskabet præsenterede et skuffende resultat for fjerde kvartal og beskar sine investeringsbudgetter med 15 mia. dollar over de kommende tre år.

Blandt de 19 industrigrupper i Stoxx 600 klarer mineselskaberne sig bedst. Det skyldes blandt andet stigninger til Outokumpu og Fresnillo på godt 4 pct. I London stiger Anglo American og BHP Billiton endvidere henholdsvis 1,6 og 1,3 pct.