Aktier: Teknologiaktier igen sat i skammekrogen

Første hele handelsdag efter centralbankens renteløft gav nye dyk i de store aktieindeks i USA. Og igen var det teknologisektoren, som har været ugens prygelknabe, der tog det værste fald.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,2 pct., mens underindekset for teknologiaktier gik 0,6 pct. tilbage - blandt andet trukket ned af Apple samt Googles ejer, Alphabet. Nasdaq-indekset, der er tung på teknologiaktier, faldt ligeledes 0,5 pct., mens Dow Jones-indekset begrænsede tilbagegangen til mindre end 0,1 pct.

- Der lader til at være et tab af momentum i nogle af de store vækstnavne, der har ført an i markedet indtil videre i år. Samtidig har de økonomiske nøgletal bare ikke været gode nok til at gøre investorerne begejstrede for at købe ind i nye dele af markedet, udtaler investeringschef Walter Todd fra Greenwood Capital Associates til Reuters.

Samlet er Nasdaq-indekset faldet 2,5 pct. i løbet af de seneste fem handelsdage, mens S&P 500-indekset i samme periode har ligget stort set uændret.

- Vores syn er, at der er tale om lidt af en rettelse (efter nylige rekorder, red.), og vi er i hvert fald ikke overrasket over stigningen i volatiliteten. Vi er igennem en vellykket regnskabssæson, så der bliver høster gevinster, og det er ikke uforligneligt med forventningerne, siger porteføljeforvalter Eric Wiegand fra U.S. Bank til Marketwatch.

På nøgletalsfronten var der onsdag tal for industriproduktionen i maj og stemningen på boligmarkedet i juni, som begge skuffede i forhold til forventningerne. I den anden retning trak dog tillidsindeks fra Philadelphia Fed og fra New York-regionen, som begge viste højere aflæsninger end forudset ifølge Bloomberg.

Overordnet set er markedet også bekymret over de fortsatte udfordringer for præsident Trump, der ser ud til at i mindste fald forsinke hans vækstplaner, mens centralbankens angiveligt høgeagtige syn på rentebanen onsdag også har overrasket dele af markedet og fået investorer til at træde mere varsomt.