Aktier: TDC steg mandag i rødt C25-indeks

TDC steg mandagen i et rødt C25-indeks og fik sidst på dagen selskab af blandt andet Pandora og GN.

C25 lukkede mandag med et fald på 0,2 pct. til en indeksværdi på 1096,67.

Ifølge senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk er det blandt andet renternes stigning de seneste dage, der sætter negative spor på aktiemarkederne.

- Vi fortsætter tendensen, hvor vi slap i fredags. Der var fald i USA, og det ser vi også i Asien, Europa og Danmark. Renten er steget med en hastighed, der får investorerne til at frygte, hvad der kan ske, siger Martin Munk.

STØVET HAR LAGT SIG EFTER TDC-BOMBE

TDC har fået løftet kursmålet til 45 kr. fra 42 af ABG Sundal Collier.

Teleselskabet fik hug og faldt tungt torsdag, hvor selskabet offentliggjorde, at det havde købt medieselskabet MTG Nordic.

- Støvet har efterhånden lagt sig. Nogle investorer troede måske, at TDC ville blive opkøbt, så TDC er pludselig en helt anden case, end det var for et par dage siden, siger Martin Munk fra Jyske Bank.

Aktien steg mandag med 0,57 pct. til 37,75 kr.

ALM. BRAND OG VESTAS FALDT EFTER OPKØB

Vestas har for omkring 600 mio. kr. overtaget amerikanske Utopus Insights, der leverer dataanalyser.

Det begejstrede ikke investorerne synderligt, og aktien lukkede mandag med et fald på med 0,9 pct. til 400,50 kr.

Uden for C25 meldte Alm. Brand, at selskabet har købt Saxo Privatbank, som bliver slået sammen med bankaktiviteterne i Alm. Brand-koncernen. Købsprisen er 360 mio. kr., og det bliver finansieret med egenkapital fra Alm. Brand-koncernen.

Som følge af overtagelsen af Saxo Privatbank, der kommer med 17.500 kunder, forøger Alm. Brand Bank sit forretningsomfang med 50 pct. I forvejen har Alm. Brand Bank omkring 50.000 kunder på landsplan.

- En meget stor del af vores 50.000 kunder er privatkunder, og hos Saxo Privatbank er omkring 15.000 af de 17.500 nye kunder private, så det er en bank, der på mange måder matcher vores, siger Søren Boe Mortensen, administrerende direktør hos Alm. Brand.

Aktien faldt dog 2,9 pct. til 71,40 kr.

NY DIREKTØR I TOPDANMARK

Med ned fulgte også Topdanmark, der mandag fortalte, at man har fundet en ny administrerende direktør internt.

Det bliver Peter Hermann, der siden 2016 har været direktør i Topdanmark Livsforsikring, der indtager chefstolen, efter at Christian Sagild sagde farvel sidste år.

Aktien faldt 1,1 til 277 kr.