Aktier: TDC og WDH trækker i hver sin retning

Læs mere
Fold sammen

Med William Demant-aktien som formiddagens eneste stigende aktie og med TDC-aktien tæt på bunden trækker de to tunge regnskabsaktuelle aktier torsdag i hver sin retning i det toneangivende C20 Cap-indeks, der yderligere er præget af en generel negativ stemning på de europæiske markeder og negative kursudviklinger fra selskaber som FLSmidth og Vestas.

Eliteindekset ligger torsdag middag i 968,2 svarende til et fald på 1,3 pct. i forhold til onsdagens slutniveau, mens de europæiske aktier falder 1,6 pct. målt på det brede, fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

- Europa sætter sig en spids i en kombination af stigende renter og råvarepriser. Det er ikke det, markederne har det allerbedst med for tiden, siger Mads Zink, chefaktiehandler i Danske Bank.

- Det er mere det, end Grækenland eller noget anden, der får markederne til at falde, konstaterer han.

Ensom i toppen glimter WDH-aktien i positivt grøn med en stigning på 0,3 pct. til 535,50 kr.

Høreaparatkoncernen har leveret helt op til sine egne forventninger i første kvartal, da selskabets nye produkter er blevet godt modtaget, og selskabet fastholder forventningerne om et driftsresultat (EBIT) for hele året på 1,7-2 mia. kr.

- Det er jo en "trading-update", de kommer med, uden særligt mange detaljer. Men de fastholder deres forventninger, og det er nok til, at markedet reagerer ved at sende den en lille smule op, noterer Mads Zink.

- Men der er ikke noget i den "trading-update", der får os til at ændre syn på "casen", tilføjer han.

TDC falder 2,5 pct. til 49,40 kr., efter at regnskabet for første kvartal viser, at driftsresultatet (EBITDA) i årets tre første måneder var lavere end ventet blandt analytikerne, da teleselskabet landede et EBITDA på 2474 mio. kr., hvilket var omtrent 50 mio. kr. mindre end ventet.

- Der var ikke meget, der var anderledes i forhold til det, som markedet havde forventet. Men EBIT skuffer, og det er årsagen til, at aktien falder. Men hvis du kikker rundt på andre telekom-aktier i Europa, så er indekset nede med 1,4 pct. Så det er cirka 1 pct., at TDC "underperformer" i forhold til de andre teleaktier, og det er måske meget fair, påpeger Mads Zink.

Dybest i bunden af C20-indekset falder FLSmidth-aktien 3,4 pct. til 270,10 kr. Ingeniørkoncernen oplyste onsdag, at den stopper to nigerianske drifts- og vedligeholdelsesprojekter på grund af ændrede markedsforhold og med en negativ effekt på 76 mio. kr. i første kvartal for koncernens Customer Services-division. Men FLSmidths årsforventninger er upåvirket af udviklingen.

- Uanset hvordan man vender og drejer det, er det negativt. Det er ikke hvilken som helst kontrakt, der er tale om. Det blev promoveret som den største aftale, man nogensinde har fået på drift og vedligeholdelse, så det var en form for et prestigeprojekt, der skulle vise, hvad der kan lade sig gøre på det område. Det er noget af et prestigetab, at man nu er nødt til at afvikle den, siger senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Med sig i C20-bunden har FLSmidth følgeskab af Vestas, der onsdag offentliggjorde et stærkt kvartalsregnskab og høstede en kursstigning på 3,5 pct.

Torsdag får Vestas yderligere løftet sit kursmål af en af mølleproducentens mest kritiske analytikere, Barclays, der har hævet kursmålet for Vestas til 310 kr. fra 270 kr., men gentager anbefalingen "ligevægt". Og hos svenske Handelsbanken bliver anbefalingen af aktien løftet til "akkumuler" fra "reducer".

Men torsdag middag er aktien faldet 2,9 pct. til 316,40 kr.

- Det undrer mig en lille smule, at den får lov at komme ned igen. Vi har en forventning om, at Vestas vil fortsætte sit ordremomentum i de kommende kvartaler, og specielt i USA ser det pænt ud med et pænt potentiale der. Men Vestas har det jo med at blive grebet, så hvis der er en negativ stemning markedet, så plejer det også at være den aktie, der sætter sig mest, mener Mads Zink.

- Men det giver en god købsmulighed i aktien, konstaterer han.

Pandora falder 1,8 pct. til 665,50 kr., efter at selskabet har oplyst, at det har indgået et forlig med Skat i en sag om transfer pricing for perioden 2009-2014, som vil koste smykkeselskabet 995 mio. kr. og hæve selskabets skattesats fra "omkring 20 pct." til 22 pct. i 2015 og 21 pct. i 2016.

Lundbeck var onsdagens store aktieoverraskelse, da medicinalselskabet steg knap 20 pct. oven på et bedre end frygtet regnskab og udnævnelsen af den tidligere kronprins i Novo Nordisk, Kåre Schultz, som ny administrerende direktør. Børsen skriver dog torsdag morgen, at en del af stigningen formentlig skyldes, at investorer, der har "shortet" aktien, har lukket positioner, og det har været med til at drive kursen op.

Lundbeck falder 2,2 pct. til 153 kr.

A.P. Møller-Mærsk har fået sænket sit kursmål til 14.400 kr. fra 16.000 af ABG, der gentager anbefalingen "hold". Mærsks B-aktie falder 1,3 pct. til 13.080 kr.

Blandt de mindre danske aktier påvirkes Atlantic Petroleum af, at det færøske olieselskab har solgt sin olielicens Pegasus for 16,5 mio. pund - det svarer cirka til selskabets markedsværdi. Selskabet stiger 6,4 pct. til 44,60 kr.

Også Solar og Exiqon er kommet med regnskab torsdag morgen, og begge selskaber fastholder forventningerne til hele året. Aktionærerne sender Exiqon 2,6 pct. op fra morgenstunden til 12 kr., mens Solar-aktien uændret koster 340 kr.

Danmarks eneste børsnoterede mediekoncern, North Media, præsterede et driftsresultat (EBIT) i første kvartal på minus 11,6 mio. kr., mens forventninger til hele årets driftsresultat fastholdes på mellem minus 20 mio. kr. og plus 5 mio. kr. Mediekoncernen falder 1,9 pct. til 15,50 kr.

Schouw & Co. opjusterer forventningerne til 2015 til en omsætning på cirka 12,5 mia. kr. og et driftsresultat, EBIT, i intervallet 630-720 mio. kr. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 12.0 mia. kr. og et EBIT-resultat på 610-700 mio. kr. Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal 2015. Aktien falder 1,0 pct. til 346,50 kr.

Euroinvestors omsætning er steget 25 pct. i årets tre første måneder til 16,1 mio. kr. Alligevel er omkostningerne reduceret, skriver selskabet, og det betyder, at resultatet er vokset hele 55 pct. til 4,5 mio. kr. Aktien handles uændret i 16,90 kr.