Aktier: Syvstjernen og Asien viste vejen op

Positive meldinger fra Asien og A.P. Møller-Mærsks kapitalmarkedsdag medvirkede onsdag til at sende C20 Cap-indekset kraftigt i vejret.

Mærsk tog allerede fra morgenstunden teten og holdt hele dagen de to første pladser i C20 Cap-regi efter stigninger i A- og B-aktien på henholdsvis 3,1 pct. og 3,2 pct. til 10.950 kr. og 11.250 kr.

Gruppen med den syvtakkede hvide stjerne som logo havde ellers både en god og dårlig nyhed til kapitalmarkedsdagens fremmødte.

Den dårlige nyhed er, at mange af Mærsks forretningsområder minder om kriseåret 2009, hvor A.P. Møller-Mærsk leverede sit første underskud nogensinde.

Den gode nyhed er, at ledelsen på Esplanaden i dag styrer et meget mere robust og konkurrencedygtigt konglomerat, der tjener gode penge.

- Det ligner meget en 2009-situation, men vi er i en helt anden situation som selskab. Vi er meget konkurrencedygtige, vi har en stærk balance, og vi tjener ret mange penge - afhængig af definitionen af mange penge, siger topchef Nils Smedegaard Andersen.

Og det er en melding, der lover godt på den lange bane, vurderer handler i Jyske Bank Kim Sejdelin Christensen.

- Man tolker det derhen, at Mærsk er så stor en spiller, at ikke mindst Line på sigt vil kunne sætte sig endnu mere solidt i førersædet. I den store sammenhæng handler det om at være så stor, at der kan transporteres mange containere på en gang, så enhedsomkostningerne kan komme langt ned. Derved kan man presse andre ud af markedet, ved at de oplever, at de ikke har en rentabel forretning. Der er jeg ret sikker på, at investorerne vurderer, at Mærsk er en vinder på den lange bane, vurderer Jyske Bank-handleren.

ALLE ELITEAKTIER STEG

Det var dog ikke kun Mærsk, der var i topform. Samtlige C20 Cap-indeksets medlemmer endte onsdagen i positivt terræn, efter markante stigninger i Asien. Meldinger om lavere selskabsskatter i Japan og nye finanspolitiske i Kina medvirkede til aktiefest især i Japan, hvor Nikkei 225-indeks var helt ustyrligt og steg med 7,7 pct.

Herhjemme lukkede C20 Cap-indekset 1,4 pct. højere i 990,42 efter en bevægelse, der var kendetegnet af et gevaldigt hop fra morgenstunden og derefter en sidelæns bevægelse, inden at det gik lidt nedad i den sene handel. Nedturen i C20 Cap siden lukkerekorden den 5. august på 1064,27 er nu reduceret til lige under 7 pct.

- Markedet har stabiliseret sig lidt, og det er første skridt på vej væk fra uroen. Så må vi se, om nervøsiteten vender tilbage i markedet næste gang, at vi får et dårligt nøgletal, eller om vi kan køre videre. Så vi vil holde meget øje med de næste nøgletal, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink.

MINEORDRE TIL FLSMIDTH

FLSmidth var blandt onsdagens nyhedsaktuelle. Mineforretningen har sikret sig en ny ordre til en værdi af 600 mio. kr. på ingeniørarbejde og levering af udstyr til et anlæg for udvinding og koncentrering af kobber og magnetitmalm. Ordren kommer fra den russiske mineralproducent Norilsk Nickel Group.

Aktien i FLSmidth sluttede midt i feltet med en stigning på 1,2 pct. til 246 kr. Forud for ordren havde ingeniørkoncernen fået opmærksomhed fra storbanken HSBC, der løftede sin anbefaling til "hold" fra "reducer". Derimod holdt UBS fast i sin anbefaling "sælg" og sænkede kursmålet for til 215 kr. fra 255 kr.

TDC RYGTES PÅ OPKØB

TDC indledte onsdagen i minus efter rygter om, at teleselskabet var på vej til at købe den svenske kabeloperatør Com Hem for 19 mia. kr.

Hverken hos Danske Bank som Sydbank tror man dog meget på, at det ender med en handel.

- TDC er i en situation, hvor et køb finansielt vil presse selskabet, siger analytiker i Sydbank Morten Imsgaard til Ritzau Finans.

Teleaktien steg 1 pct. efter at have indledt onsdagen i minus.

Genmab, hvis aktier ofte rør ganske meget på sig, havde en sjældent stille børsdag med en stigning på 0,3 pct. til 644 kr. Selskabet var igen nyhedsaktuel, da partneren Janssen har indsendt registreringsansøgning for kræftmidlet Daratumumab i Europa.

Blandt sidepapirerne steg Stylepit med 4,1 pct. til 0,23 kr. Årsregnskabet viste et nettounderskud på 52,6 mio. kr., og 2015/16 ventes at give et tab på 28 mio. kr. målt på driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA.

Zealand Pharma har fået løftet kursmålet til 180 kr. fra 145 kr. af børshuset Jefferies, og det medvirkede til at sende biotekaktien 5,8 pct. højere til 127,50 kr.