Aktier: Svensk medicinalselskab til bunds i rødt europæisk marked

Læs mere
Fold sammen

Et skuffende regnskab fra det svenske medicinalselskab Elekta bliver straffet af investorerne på et nervøst europæisk aktiemarked, der tirsdag er præget af usikkerhed omkring Grækenlands fortsatte deltagelse i eurosamarbejdet.

Blandt selskaberne er det dog svenske Elekta, der laver udstyr til behandling af kræft og neurologiske lidelser, som stjæler de negative overskrifter.

Selskabet kom for omkring tre uger siden med foreløbige - og meget skuffende - tal for 2015/2016, der sendte Elekta-aktien ned med over 20 pct. og fik selskabets topchef til at trække stikket.

Tirsdag er svenskerne så kommet med endelige tal for året, men det synes ikke at behage investorerne, da Elekta-aktien falder 7 pct. til 55,95 svenske kr. og tager en sidsteplads i det brede, fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Det er blandt andet meldinger om fortsat negative vækstrater i de næste seks måneder, som ikke falder i investorernes smag.

På de overordnede linjer er der også kursfald over det meste af det europæiske kontinent. Det er endnu en gang det græske gældsspøgelse, der giver kuldegysninger hos investorerne. Af den grund ser man også flere af de græske banker som de mest faldende aktier i Europa. Alpha Bank falder 5,4 pct. til 0,32 euro, mens National Bank of Greece dykker 3,5 pct. til 1,12 euro.

På de store fronter falder Stoxx 600-indeks 0,7 pct. tirsdag middag. Større er faldet i det tyske, hvor DAX-indekset falder 0,9 pct., mens det franske CAC 40-indeks drysser mere beskedne 0,4 pct.

- Nervøsitet omkring de græske gældsbetalinger og de forhandlinger, der kører i øjeblikket, skaber usikkerhed. Derudover ser vi en svag styrkelse af euro, hvilket også er med til at bidrage til den lidt negative stemning, vi ser i Europa i dag, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje, til Ritzau Finans.

Mandag aften mødtes repræsentanter fra Grækenland med blandt andre Den Europæiske Centralbank (ECB), Den Internationale Valutafond (IMF), EU og regeringsledere i eurozonen for at finde en løsning på landets økonomiske problemer.

Seneste melding fra forhandlingerne er, at der gjort "seriøse fremskridt, men at meget mangler endnu". Det har EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, sagt til fransk radio, og der er ikke landet en aftale endnu. Grækenland skal fredag 5. juni betale et afdrag på 300 mio. euro til IMF.