Aktier: Svensk i top og bund af fladt marked

Foto: Shutterstock Fold sammen
Læs mere

I et europæisk aktiemarked, hvor der er stort set lige mange stigende og faldende aktier i Stoxx 600-indekset, er der svenske af slagsen i både top og bund.

Tæt på toppen ligger det svenske teleselskab Tele2, og i bunden ligger det svenske entreprenørselskab NCC. Begge efter at have leveret regnskaber.

Stoxx 600-indekset stiger samlet 0,3 pct. til 383,68.

Tele2 klarede sig bedre end ventet igennem andet kvartal af 2017, og selskabet kunne også skrue op for prognosen for hele året. Det honorerer aktiemarkedet med en kursstigning på 6,3 pct. til 99,50 svenske kr.

Tele2 har halvdelen af sine aktiviteter i Sverige, hvor selskabet blandt andet købte TDC's forretning sidste år, og ellers er selskabet aktivt i blandt andet Holland, Kasakhstan og de baltiske lande.

Tele2 øgede sin kundebase med 311.000 abonnenter til i alt 16,94 mio. i perioden. Omsætningen blev 7988 mio. svenske kr. - 20 pct. højere end i samme kvartal af 2016. Væksten skyldtes dog primært tilkøbet af TDC Sverige. Driftsresultatet (EBITDA) voksede til 1631 mio. svenske kr., hvilket var 10 pct. højere end markedets estimater ifølge SME Direkt.

Schweiziske Georg Fisher, der blandt andet producerer dele til biler, overgår dog det svenske selskab. Schweizerne bliver belønnet for sit regnskab med en stigning på 9,5 pct. til 1070 schweizerfranc.

Omsætningen steg i første halvår, og selskabet venter vækst over målsætningen resten af året. Nettooverskuddet blev på 122 mio. schweizerfranc mod 109 mio. schweizerfranc i første halvår sidste år.

I den modsatte ende falder entreprenørselskabet NCC med mere end 9 pct. til 216,30 svenske kr.

Regnskabet for andet kvartal skuffede fælt, da omsætningen blev på 13,38 mia. svenske kr. mod ventet 14,17 mia. svenske kr.

Analytikeres estimater lå ifølge Bloomberg News mellem 13,88 og 14,7 mia. svenske kr. Også overskuddet før skat skuffede analytikerne. Der var ventet 571,7 mio. svenske kr., mens der blev leveret 522 mio. svenske kr.

/ritzau/FINANS