Aktier: Svensk gummiproducent leder nedtur i rødt Stoxx 600

De faldende tendenser på de europæiske markeder fortsætter mandag. I sidste uge lukkede det brede europæiske indeks, Stoxx 600, lavere hver dag og mandag middag har den negative tendens bidt sig fast.

Aktier: Svensk gummiproducent leder nedtur i rødt Stoxx 600 Fold sammen
Læs mere
Foto: STAFF

Stoxx 600 falder mandag middag med 1,2 pct og kan dermed registrere den sjette handelsdag i streg med fald.

Ifølge Reuters faldt Stoxx 600 fredag til det laveste niveau i to måneder. Det skete, efter at renterne på tyske statsobligationer har ramt det højeste niveau i to år og givet investorerne frygt for en stigende inflation.

»Mange følelser og tekniske indikatorer peger på, at markedet i slutningen af januar overkøbt, så en del af det udsalg vi ser lige nu, kan tilskrives teknik fremfor fundamentale ændringer,« siger Edward Park, der er investeringsdirektør hos investeringsselskabet Brooks McDonald.

For flere af de ledende indeks er der også røde tal. Britiske FTSE 100 falder 1,3 pct., mens tyske DAX falder 0,9 pct.

HEXPOL FALDER EFTER ÆNDREDE ANBEFALINGER

I bunden af Stoxx 600 ligger den svenske producent af gummi og plastik, Hexpol, der laver komponenter til alt fra bil- til olieindustrien. Aktien taber 6,3 pct., efter at både DNB og Handelsbanken har ændret anbefalingen for den svenske gummi- og plastikproducent.

DNB anbefaler nu »sælg« mod tidligere »hold« og kursmålet er sænket til 65 svenske kr. fra 85 svenske kr.

Handelsbanken sænker anbefalingen til "akkumuler" fra "køb" og sætter et kursmål på 95 svenske kr. fra 108 svenske kr.

I den positive ende af det faldende indeks finder man den britiske serviceudbyder Capita, der stiger med 7,5 pct. Det sker efter en nyhed fra lørdag, hvor den britiske investeringsfond Woodford på sin hjemmeside skrev, at den lave værdiansættelse kan betyde, at selskabet kan komme i søgelyset som en opkøbsmulighed.

»Jeg regner med, at selskaber og private investorer i øjeblikket cirkler omkring Capita,« skriver formueforvalter Neil Woodford i sin analyse.